Torsdag skulle rigtig have været vores sidste arbejdsdag, men Mette vågnede med en voldsom ørepine og hendes øregang var nærmest helt lukket sammen, så vi blev begge to hjemme fra hospitalet. Dagen brugte vi mest i solen, og om aftenen var vi til afskeds-middag på Slipway, idet der var flere end os, som skulle rejse i ugens løb. Vi bestilte begge to pizza, idet de virkelig er gode der. Vi gav alle en ordentlig farvel-krammer, og det var lidt en mærkelig følelse, for man vidste jo godt, at man ikke ville se dem igen..
Fredag havde vi også valgt at holde fri fra arbejdet, idet vi ville købe de sidste gaver og lignende. Vi solede os først i solen om formiddagen, og om eftermiddagen tog vi så ind til Mlimani City og de små hyggelige boder. Om aftenen havde familien fået besøg,
Idag lørdag er det den allersidste dag vi tilbringer i Afrika, hvilket er ret vildt at tænke på. Vi har idag besluttet os for, at vi vil donere alle vores ting og sager, som vi ikke vil have med tilbage til Danmark, til en fattig familie længere nede af gaden. Vi glæder os til at se, hvordan de reagere på det, for de har virkelig ingenting selv. Vi har nu tilbragt to hele måneder på børnehjem og hospital. Den første uge gik forholdsvis langsomt, men vi tænker, at det måske var fordi, at det hele var så nyt og at vi fik et såkaldt kultur-chok, fordi det er virkelig en total modsætning til Danmark, hvor vi er vant til, at alt er tilrettelagt. De syv sidste uger er derimod fløjet afsted, selvom aftenerne har været lidt kedelige, når vi bare var herhjemme hos host-familien. Vi har oplevet så ubeskriveligt meget på så kort tid, og vi har lært hvordan folk lever i Afrika, hvilket ikke alt tid har været lige sjovt at se på… Vi har levet i et land som er total en modsætning til Danmark og dermed har savnet til dem derhjemme også været stort, og i kan tro det har været hårdt til tider. Alting er anderledes, og bliver gjort på en anden måde. Det er et land med en form for enorm sammenhold, men alligevel så fattig, rodet, udspekuleret, og med uvis viden om hvad der foregår på den anden side af jorden. De lever så forskelligt – nogle bor i lerhytter langt ude i ingenting, andre lever af deres små boder ved vejen, mens andre bor i fine huse bag en kæmpe aflåst port. Men uanset hvad er de alle glade og imødekommende. At være hvid her hører sammen med en masse opmærksomhed og kærlighed. Alle hilser og vil røre ved en, hvilket selvfølgelig også er en del af oplevelsen, da det er så fjernt fra derhjemme.
Vi har set og oplevet folk som bor i lerhytter trods tiden vi lever i, oplevet en meget anderledes kultur og folkefærd, været SÅ tæt på Afrikas største og farligste dyr, boet så primitivt at vi tror vi er blevet mindre sart på alle tænkelige måder, været sammen med børn på et børnehjem, som nærmest lever som dyr, oplevet et hospitals usterile og beskidte rammer, oplevet fødsler og operationer med afrikansk stil, hørt på så meget skrig pga alt bedøvelsen er blandet op med vand, set de værst tænkelige sår, samt behandlinger af patienter, som langt fra er som i Danmark, set en masse SMUK natur, slappet af de dejligste steder med solbadning, været på Zanzibar, set glæden i folk over den mindste ting som et highfive, et billede eller en sæbeboble, været med til at male en skole, undersøgt børn på en skole, og lært en masse nye mennesker at kende fra forskellige steder i verden.
Rejsen har virkelig lært os at værdsætte vores liv derhjemme, meget mere end før vi tog afsted! Vi har indset hvor godt vi har det derhjemme, og det er så dejlig en følelse! Rejsen har været fantastisk og vi har oplevet så mange spændende ting. Vi har lært en masse nye ting og set verden fra en helt anden side. Derudover er det fantastisk at have været med til at hjælpe andre, som har brug for det.
Desuden er vi begge glade for at vi har været sammen hele tiden – at vi har valgt at rejse sammen, for hold da op hvor har der været tider, hvor vi var glade for vi ikke var alene! Nu glæder vi os bare til, at klokken bliver 04.35, så vi flyver med Turkish Airlines til Istanbul og dernæst Kastrup Lufthavn.
Vi vil aldrig nogensinde mere..
Brokke os over at vi skal have rester eller noget andet kedelig mad derhjemme, det vil altid være bedre end maden hernede!
Brokke os over at det er grimt at asfalten på vejene er lappet eller har et hul hist og her, eller at holde for rødt i en lysregulering. Hernede er vejen sand med kæmpe huller og store sten der stikker op og ingen afmærkninger eller lysreguleringer. Det er umuligt at køre på og trafikken er sindssyg!
Brokke os over de regler vi har derhjemme. Vi er lige pludselig begyndt at værdsætte at der altid er styr på tingene, at man stoler på hinanden og ikke konstant skal være bange for at blive bestjålet.
Brokke os over vores mor og far. Vi har/har haft det rent ud sagt perfekt i forhold til nogle af tilfældene hernede. Enten har børnene ingen forældre og bor på et børnehjem, ellers bliver de båret rundt i en arm, eller går møgbeskidt rundt, alene ude på en vej og passer sig selv.
Brokke os over offentlig transport! Vi vil nyde at køre med bus eller tog når vi kommer hjem! Det vil være en fornøjelse i forhold til her! Her kører chaufføren når det passer han. Busserne er propfyldte af mennesker og er i så dårlig stand at de er ved at gå fra hinanden.
Brokke os over at have en lang dag i skole eller på arbejde. Her tager faderen tidligt afsted om morgenen og er hjemme ved 21 tiden og en lille dreng på 8 er først hjemme ved 19 tiden, hvorefter han selv begynder med lektier.
Brokke os over at nogle larmer udenfor ens dør når man skal sove. Her er der alle mulige mærkelig lyde midt om natten og tidlig morgen. Alt lige fra gøende hunde, en hane der galer, kraver, jalla-jalla i kæmpe højtalere og sang og skrål fra kirken ved siden af.
Vi vil værdsætte..
Vores brusebad! At man kan regulere vandet, og dermed gå i et varmt brusebad. At man selv kan bestemme trykket på bruseren, så der ikke kun kommer en fesen stråle ud, så man ikke kan skylle sæben ordentlig ud af håret! Eller for den sags skyld ende med at vaske sig i en spand med vand og en kop..
At strømmen ikke går ud flere gange om ugen, og at der ikke går en hel dag inden det kommer igen + at der ikke lige pludselig ikke er vand i hele huset i flere dage i træk.
At vi har noget der hedder TID! At man kan regne med at hinanden kommer til en bestemt tid og man kan planlægge noget ud fra tiden. Hernede findes tid næsten ikke og man kommer når det passer en. Alt foregår i slowmotion (undtagen lige trafikken!)
Vores offentlige skraldespande rundt omkring. Hernede har vi ikke set én eneste skraldespand og der ligger skrald over ALT! Folk smider det bare.. Og der bliver ikke ryddet op.
At det er normalt at sidde sammen rundt om et bord og spise og hygge sig. Her skal man bare selv gå ud og tage en tallerken med noget mad på og sætte sig et sted, og folk spiser slet ikke på samme tid.
At vi i 20 år bare har smidt vores vasketøj i en kurv, og så er det kommet rent og pænt tilbage igen. Tak mor Jytte og mor Birgit, I har været savnet når vi skulle vaske vores tøj i hænderne med koldt vand!
At vi har forskellige årstider. Så det ikke hver eneste dag er 30 grader varmt og uudholdeligt.
At man ikke bliver møgbeskidt hver gang man går uden for en dør!
Tak fordi I har læst med på vores blog. Vi håber, at I har fundet det spændende, at følge med i vores dagligdag hernede i Afrika. Men vi er ret sikre på, at billederne og teksten ikke siger det hele hernede, men i stedet bliver man nok til at opleve det og at leve i det. De største afrikanske hilsner, Karoline og Mette
Et sidste billede af Karoline og Mette her paa bloggen 🙂
Fredag den 7. november – onsdag den 12. november. Vi har haft nogle skønne dage på Zanzibar! Fredag morgen tog vi afsted hjemmefra allerede 06.45, fordi Martha (moren) sagde at der var meget trafik om fredagen, så vi skulle afsted i ekstra god tid. Og det skal vi da lige love for, at hun havde ret i! Vi gik hen til busstoppestedet, tog en dalla-dalla ind til Makumbusho (busstationen) og skulle så med en ny bus derfra og ind til et stoppested helt ind i storbyen, som hedder Posta. Der var så meget trafik ind mod Posta og så mange mennesker overalt. Heldigvis fik vi en siddeplads i bussen, så vi ikke skulle stå op og vælte rundt. Vi holdte stille i heeeelt vild lang tid af gangen og tiden gik.. Og vi skulle altså nå en færge kl. 9.30, have købt billetter inden + være der en time før afgang. Heldigvis kom vi frem 8.20 og vi småløb hen mod havnen, uden egentlig rigtig at vide hvor vi skulle hen ad. Heldigvis stod der en mand, som viste os hen til stedet hvor man kunne købe billetter til færgen. Vi fik købt billetter og fik også ordnet billetter til hjemturen også. Det hele var lidt forvirrende og stressende og uden egentlig at tænke over det, gav vi manden vores penge og ID og så forsvandt han. Han kom heldigvis tilbage og der var styr på det! Vi blev vist hen til færgen og vi nåede det! Færgeturen tog ca. 1,5 time og da vi kom frem vidste vi ikke rigtig hvor vi skulle gå hen, så vi fulgte bare med mængden. Pludselig blev vi holdt ind af en vagt, som ville se vores pas. Øøøh vores pas?! Vi forklarede ham at den havde vi ikke med og at den lagde hjemme ved vores host-familie i Dar es Salaam. Vi havde begge vores kørekort med som id, men havde da ikke tænkt på at tage vores pas med. Vi skulle jo ikke rejse ud af Tanzania, men bare over til en ø, som er en del af Tanzania? Der kom flere vagter og vi blev ført ind på et kontor hvor vi skulle vente. Så kom der en mega stor og bestemt kvinde ud i noget tøj der lignede politiuniform. Hun var gnaven og hun blev ved med at spørge hvorfor vi ikke havde vores pas med. Vi prøvede at forklare os ud af det, men hun stod bare og kiggede mega surt på os. Vi følte os helt kriminelle og anede ikke hvad vi skulle gøre! Så blev vi ført ind til en mand i et andet rum som sad ved et skrivebord. Han begyndte at sige at vi skulle betale, og hende vagten snakkede om at vi skulle tilbage til Dar es Salaam. Årh noget rod! Vi havde hverken penge nok til at betale os ud af det og vi magtede ikke at skulle tilbage til Dar es Salaam. Vi ville bare til Zanzibar og slappe af på stranden! Vi prøvede igen at forklare dem at vi var frivillige som arbejdede på et hospital i Dar es Salaam og at vi havde glemt vores pas ved vores familie. Så begyndte de at spørge om vi overhovedet havde betalt for at komme til Tanzania og om det var igennem en organisation. Årh hvor var de irriterende og vi anede stadig ikke hvad vi skulle gøre. De ville overhovedet ikke arbejde sammen og var virkelig sure. Pludselig kom der en afrikansk kvinde som kaldte “Mette” og det viste sig at være hende Anna som ejede det Bed and Breakfast hvor vi skulle bo. Vi havde aftalt med hende at hun skulle hente os ved færgen og hun kunne ikke forstå hvor vi blev af. Hun fik forklaret vagterne hele situationen og det endte med at vi skulle udfylde nogle papirer og skrive under på at vi undskyldte mange gange for at have glemt vores pas (mærkeligt.. Men jaja, hvis det var dét der skulle til for at vi kunne blive). Vi fik hver et stykke papir, som skulle være vores “pas” mens vi var på Zanzibar. Hvor heldigt at hun kom og hjalp os! Ellers turde vi slet ikke tænke på hvad der ellers var sket. Hun forklarede at hun altid havde sit pas på sig, ligegyldig hvor hun skulle hen, fordi de altid viser det hernede. Det er vi jo slet ikke vant til derhjemme! Nå men så langt så godt! Hende Anna var super sød. Hun præsenterede os for en hvid mand ved navn Frank, som ejede det sted vi skulle bo. Vi satte os i bilen og kørte en times tid. Det var helt dejligt at sidde i en bil igen! Vi blev lidt overraskede over stedet, da vi kom. Det var midt i lokalbefolkningen, hvor vi måske mere havde regnet med et feriested. Men huset var helt vild hyggeligt. Værelset var pænt redt op med blomster på sengen og der hørte et fint badeværelse til. Døren til badeværelset var dog bare et forhæng, men vi er efterhånden ved at være vant til at komme hinanden ved. Og derhjemme er der gennemsigtig glas i døren ind til toilettet, så det kunne vi nemt leve med. Vi fik et glas juice og gik ud mod vandet. Wow for en udsigt! Vi blev mødt af det flotteste vand, med de flotteste blå nuancer og en kridhvid sandstrand. Så lækkert! Ovenpå kunne man sidde og spise, og så var der nogle “senge” man kunne ligge i og kigge ud over vandet. Det var helt vild lækkert! Dagene gik med solbadning på stranden, svømmeture og afslapning med vandet som udsigt. Der var trådløs internet, hvilket var mega lækkert! Hver morgen fik vi frisk frugt, æg, juice, te og brød med nutella. Mmm! Så lækkert i forhold til hjemme hos familien. Og bruseren var med varmt vand og normalt tryk ligesom hjemme i Danmark. Amen det var simpelthen en fornøjelse at gå i bad! Heldigvis kunne man bestille mad til frokost og aftensmad, selvom det kun var en Bed and Breakfast, og det var vi glade for, for vi skulle ikke nyde noget af maden på de lokale restauranter og vidste egentlig heller ikke rigtig hvor vi skulle gå hen ad. Vi fik både pastaretter, frugttallerkner og burger med pommes frites. Det var ganske udemærket, men vi glæder os altså stadig til at komme hjem til dansk mad! Vi var de ENESTE der lå på stranden, hvilket igen nok var pga at stedet var lige midt i lokalbefolkningen. De lokale brugte deres både i vandet til at fiske med og hver formiddag gik kvinderne ude i vandet for at samle tang. Kun et par enkelte gange så vi nogle hvide mennesker som gik forbi på stranden. Vi havde fået af vide, at når man lå på stranden skulle man være bevidst om at der tit kunne komme nogle hen til en for at sælge noget og at man skulle passe på, fordi de kun ville snyde en. Det oplevede vi så kun et par enkelte gange. Men ALLE kiggede på os og alle sagde “Jambo” (som betyder Hej) til os. Børnene var meget nærgående, og hvis man lå med lukkede øjne og åbnede dem, kunne der lige pludselig sidde et lille barn ligé ved siden af ens håndklæde. De gik rundt om os, og kunne godt finde på at sætte sig ved os. De var meget facinerede af os! Vi havde nogle skønne og afslappende dage på Zanzibar. Der var så flot og så lækkert! Prøv at se billederne nedenunder. Er det ikke flot?? Forestil jer så, at det er 10 gange så flot i virkeligheden. Tirsdag morgen skulle vi hjemad igen. Anna (ejeren) skulle et par dage til Dar es Salaam, så det passede med at vi kunne følges med hende. Det var dejligt nok at have hende med, især når vi ikke vidste om vi kunne gå frit igennem til færgen eller der ville komme problemer igennem. Heldigvis gik det hele som det skulle og vi skulle bare aflevere vores midlertidige (og dyrebare) “pas” og så gik vi ellers ombord på færgen. Det styrtregnede, som i VIRKELIG styrtregnede og vi blev ret våde, men fandt os en plads og sejlede så mod Dar es Salaam. Da vi kom over, sagde vi farvel til Anna og var nu tilbage til det kaotiske Tanzania igen. Mennesker overalt! Nu når vi var i bydelen, bestemte vi os for at skulle have frozen yoghurt, så det blev vores frokost, lækkert! Vi tog en dalla-dalla bus hjemad og en bajaj det sidste stykke vej, da vores tasker var ret tunge at bære på. Vi kom hjem, fik pakket ud, vasket lidt tøj og tog et bad (tilbage til bruseren med koldt vand og ingen tryk, øv….). Men det var helt dejligt at komme “hjem” igen. Dog ikke til maden… Nu var vi igen hjemme ved det afrikanske mad, som havde stået det meste af dagen og var helt koldt. Vi fik kolde kartofler med noget sovs til, hvor der var melede ærter og gulerødder i. Føj, det smagte ikke særlig godt.. Godt der kun er 4 dage til vi er hjemme ved dansk mad igen! Vi så lidt af en film i stuen, sagde Hej til Ruben og hans mor da de kom hjem og gik i seng. Idag var vi på hospitalet igen, og i eftermiddag skal vi til et arrangement med de andre volontører, hvor vi skal lære at lave afrikansk mad. Det skal nok blive spændende! Ellers har vi sidste arbejdsdag på hospitalet i morgen og så har vi fredag og lørdag fri, til at ordne de sidste ting og få pakket vores kufferter, for så at sætte kurs mod lufthavnen lørdag til midnat. Vi ses inden længe kolde Danmark!
Udsigten fra faergen
Udsigten fra faergen
Mette, som fotograferer det flotte vand paa faergen
Karoline inde paa kontoret, hvor vi blev holdt tilbage…
Den soede Anna, som hjalp os gennem kontrollen
Mette med hendes “pas”
Badevarelset samt det flotte forhaeng, som skulle fungere som en doer, haha
Toilettet
Vores vaerelse
Mette i rummet, hvor man gaar igennem ud til vandet
Koekkenet paa stedet
Baren oppe paa foerste sal
Cool Runnings – Bed and Breakfast
Mette ved morgenmadsbordet – rent luksus mad i forhold til derhjemme ved host-familien
“Nutellaen” til vores morgenmad
“Frugtsalat”, som der stod paa menukortet, selvom der var advocado og argurker med i
Udsigten fra terrassen
Vandet – saa laekkert!
2 masaier fra Zanzibar
Her kan I maaske fornemme, hvor taet de kom paa os, naar vi lagde paa stranden, hehe
Mandag den 3 november tog vi på hospitalet til kl. 09.00 og havde endnu ikke besluttet os for, hvilken afdeling vi ville være på denne dag. De andre voluntører har sagt, at der egentlig kun er to spændende steder, som er Minor (“skadestuen”) og Labour (fødegangen), og disse to ovennævnte afdelinger havde vi jo allerede været på. Vi besluttede os derfor, at vi ville tage på børneafdelingen, sammen med 3 andre voluntører. Vi havde godt nok allerede hørt fra de andre, at man ikke var til nogen nytte på børneafdelingen, og at det meste snak foregik på swahili, men alligevel ville vi prøve det. Da vi kom derind var der en helt masse senge, med et blåt myggenet over dem alle. Det var ene små børn i alderen 0-4 år, som var indlagt sammen med deres mødre. Der var mange forskellige diagnoser på afdelingen. Nogle havde sygdomme, som f.eks. malaria, mens andre havde kæmpe brandmærker, sår og lignende på kroppen. Der var overraskende mange læger på denne afdelingen, men det var som om, at de ikke behandlede børnene. I stedet for gik alle lægerne rundt med et stykke papir, hvor de skrev, hvordan barnet havde det. Når lægen skulle tage barnets puls, så brugte de deres egen mobiltelefon til at tage tid med, og så selv tælle pulsslagene i minuttet. Der var også en lille dreng, som havde et kæmpe brandsår på hans numse. Da lægerne skulle nedkøle såret, bar de ham nøgen ud bagved, hvor de satte ham i en stor balje. Nogle læger prøvede at forklare os, hvad de forskellige børn fejlede, og hvad de gjorde ved det, men det var ikke alt der var lige nemt at forstå, idet det meste foregår på et dårligt engelsk sprog, hvor der er indblandet nogle ord på swahili. Det var begrænset hvor lang tid vi var på denne afdeling, men nu havde vi så set det der skulle ses. Vi havde før snakket om, at vi skulle ind og se ligrummet på hospitalet, så det besluttede vi os for, at vi ville gøre efterfølgende. Vi spurgte en læge, om han ville vise os rummet, og lægerne hernede vil hellere end gerne vise os voluntører tingene på hospitalet, også selvom at det betyder, at patienterne på venter lidt længere tid.. Vi var omkring 5 voluntører, som skulle se ligrummet for første gang, og vi var en smule nervøse, idet de andre voluntører havde snakket dårligt om det – men hvad kan man også forvente, når man har set hvor klamt og beskidt hele hospitalet er? Da vi kom ind i rummet stank det overdrevet meget, så det var meget heldigt, at vi havde taget masker for munden, selvom det nu ikke tog hele lugten. På gulvet lå der døde mennesker overalt, som blot havde et blodigt lagen over sig. Alle ligene havde et stykke papir sat i deres buksekant, så man kunne se hvem der var hvem. Inde i et andet rum var der en masse køleskabe, hvor der også lå lig inden i. Manden der arbejdede i ligrummet, åbnede en af dørerne ind til et af ligene, hvorefter vi fik det klammeste syn. Inde i “køleskabet” lagde der en ung mand, som var ved at rådne op. Man kunne se, at han ingen øjne havde tilbage, idet der var et hul ind i øjnene, og hans hud var fuld af hvide pletter, som var forrådnelse. Når sorte mennesker dør, så bliver de mørkere i huden, hvor vi hvide mennesker bliver blegere. Det var ikke lang tid vi var derinde, men nu havde vi også set det, puha! Godt det ikke er os der skal arbejde sådan et sted! Efterfølgende tog vi hjem og spiste frokost. Efter frokosten lagde vi os ud i solen i en time eller to, hvor vi gik ind i bad. Vi havde besluttet os for, at vi ville tage i biografen om aftenen, idet det kun koster 6.000 shillings(21 danske kroner) at komme i biografen om mandagen, hvilket er ret billigt. De sender dog mest actions film hernede, så vi havde valgt at vi ville se Ninja Turtles. Hernede har de nogle specielle popcorn, som er med karamel, og dem havde vi sat hovedet op efter at smage denne aften, men selvfølgelig var de udsolgt, og de får dem først i december måned – typisk! Men vi havde taget et par slikkepinde med i vores bæltetasker, selvom man ikke selv må have slik med ind. Filmen stod til at gå igang kl. 17.30, men der er altid en halv times forfilm og reklamer, så klokken var først omkring kl. 18.00, da filmen gik igang. Det var en sjov og god film, som sluttede ca. kl. 19.30. Bagefter tog vi en Bajaj helt hjem, hvor der stod aftensmad klar, hvor vi efterfølgende gik i seng.
Tirsdag den 6. November. Ganske almindelig arbejdsdag på hospitalet, hvor vi tog hjemmefra ved 8 tiden. Vi valgte at tage på operationsstuen, hvor vi var med til to forskellige kejsersnit. Det første kejsersnit gik vildt hurtig og de var færdige i løbet af 10 minutter. Det andet tog noget længere tid. Vi har efterhånden vænnet os til alt det “drabelige” med blod overalt. Men noget vi ikke vænner os til, er behandlingen af patienterne. Den ene kvinde som skulle have lavet et kejsersnit kom selv gående ind med bare tæer på det beskidte gulv og skulle så selv kravle op på briksen, uden hun fik hjælp af nogen. Den anden kvinde blev kørt ind på en båre, og skulle også selv kravle over på briksen. Så sidder de der helt nøgne, mens der står 10 mennesker og kigger på (der er så mange forskellige som kommer og går igennem operationsstuen hele tiden). Så får de lavet en rygmarvsbedøvelse, og lige efter hiver sygeplejersken hende ned mod briksen bagfra, uden at sige noget til hende eller noget som helst. På et tidspunkt slog sygeplejersken også en af kvinderne på armen.. Måske lyder det ikke så vildt, men det er frygteligt at se på.. De har ingen respekt overfor patienterne og der findes ingen form for samtale mellem lægen, sygeplejersken og patienten. Og patienten bliver aldrig informeret om hvad der sker/kommer til at ske.. Puha, godt man ikke skal behandles i Afrika! Der er et lille rum til operationsstuen, hvor der er en madras på gulvet. Her ligger nogle af lægerne sig nogle gange ind og ligger så der inde og hører musik eller lign. med døren åben, men der bliver opereret lige ude på den anden side! En af lægerne har også før haft sin telefon til at spille musik, mens han opererede. Og hvis deres telefon ringer midt under operationen, så tager de den og snakker! Utrolig respektløs over for patienten, som ofte kun er i lokalbedøvelse og altså derfor kan følge med i hvad der foregår! Nå men de to operationer forløb som de skulle. Der er to operationsstuer, og vi kiggede hurtig inde ved siden af. Der havde en kvinde fået fjernet en kæmpe syste i maven, men hun var lige blevet færdig, da vi kom, så vi nåede kun at se selve systen liggende tilbage på et rullebord. Vi tog hjem ved middagstid. Næsten hver gang vi går frem og tilbage til hospitalet er der en mand som løber efter os, når han ser os. Så følger han efter os et godt stykke vej og går ved siden af os og fabler løs på swahili. Vi fatter ikke en brik af det og han er så langt væk på stoffer. Vi har fået af vide af vores kontaktperson hos Projects Abroad at vi ikke skal tage os af det, fordi han er påvirket. Så vi skal bare ignore ham, selvom det er lidt svært når en ulækker mand med beskidt og ødelagt tøj og ingen tænder i munden, kommer og hiver fat i en! Puha han er ulækker.. Til frokost blev der serveret bananer i sovs, hvilket vi synes er så ulækkert! Det nægtede vi at spise og sagde det til hushjælperne. Vi tog derfor et stykke brød med tomater, selvom de kiggede rimelig meget på os. Vi havde ingen planer for eftermiddagen, så vi lagde os ud i haven og slappede af. Vi er fuldstændig terpet for energi når vi kommer hjem. Det er så lang en gåtur, og de 30 grader, ujævne veje, sindssyg trafik og ALLE der siger Hej til en, gør det ikke bedre! Så det er dejligt at komme hjem og slappe af om eftermiddagen. 50 meter væk fra huset ligger der en lille bod. Vi gik derover og købte en vandmelon (til 5 kr. Mega billigt!). Men mange af vandmelonerne hernede er næsten helt hvide indeni, hvilket vores selvfølgelig også var! Typisk. Vi tog et bad og læste lidt inden der var aftensmad.
Onsdag den 5 november havde vi besluttet os for, at ville ville være på operationsstuen igen. Vi havde hørt, at der ville være et par operationer denne dag, og vi ville gerne se nogle andre operationer, end kejsersnit. Da vi kom ind på stuen var de i fuld gang med at operere en kvinde forneden. Kvinden var spændt virkelig voldsomt op, med begge ben sat fast i en rem – det lignede nærmest noget fra en gyserfilm.. Vi vidste ikke hvorfor de opererede hende, men de tog alt muligt ud af hende. Næste operation var så et kejsersnit igen. Det var en lidt ond læge, som skulle behøve den gravide kvinde, og derfor slog hun hende, når hun sagde, at hun skulle ligge sig ned eller lignende – slet ikke acceptabelt at se på, men man kan desværre ikke gøre så meget, end at vende sig om. Dette kejsersnit var et ganske normalt kejsersnit, hvor barnet var en pige. Med det samme barnet var ude, tog en læge barnet hen til moderen, for at vise kønnet. Det gør man altid hernede, fordi de fleste kun vil have drenge, idet de kan få flere jobs, i forhold til pigerne. Hvis man ikke viste kønnet på det nyfødte barn, så kunne moderen sige, at det ikke var hendes barn, idet hun skulle have født en dreng – ret vildt! Vi tog hjem omkring middag, hvor vi ventede på frokost i lidt over halvanden time… Da frokosten endelig var blevet serveret, så var det bare et fad med promfritter, der stod klar til os… Øv altså! Vi gad godt at vide, om forældrene i huset er klar over, at vi får serveret så lidt og så dårlig mad? Efter vi havde fået klemt de friturestegte promfritter ned, lagde vi os ud i solen en times tid. Kl. 16.00 skulle vi mødes på Projects Abroad kontoret, for at høre et oplæg om hospitalet og den slags. Vi var der nok 10 minutter før vi rigtig skulle, idet det er normalt i Danmark. Dem der skulle fortælle oplægget var 10 minutter forsinket, og ham der havde sørget for at arrangere dette oplæg var 20 minutter forsinket. Der kiggede vi også bare på hinanden og tænkte, at det kan man bare ikke? Men igen, sådan er den afrikanske tid, og man behøver ikke at sige undskyld, hvis man kommer så meget for sent. Det vænner vi os nok aldrig til hernede, og nu er der også kun en uge til, at vi skal hjem til dejlige Danmark, som vi savner rigtig meget! Det var et fint oplæg, som blev fortalt af to læger på hospitalet. Efter arrangementet tog vi hjem i bad, og ventede på aftensmad. Da vi havde siddet i stuen lidt tid, kom moren hjem og spurgte hvordan vi havde det, som hun altid gør. Gad vide hvor meget det rører hende? Efter hun havde spurgt ind til os, beskyldte hun os for at have spist de sidste cashew nødder, hvilket vi ikke havde gjort. Endnu en gang tror hun kun godt om de to hushjælpere, og hun kunne aldrig finde på at beskylde dem for det, så det fik vi skæld ud for… Det er bare endnu en ting som gør, at vi glæder os til at komme på Zanzibar i morgen, eller til at komme helt hjem, så vi kommer væk fra denne familie. Efter aftensmaden havde vi ikke lyst til at være under samme tag som moren, så vi gik over på vores værelse og læste bøger, hvor vi efterfølgende faldt i søvn.
Idag torsdag den 6 november har vi vaeret til outreach paa en skolen, naer hospitalet. Vi skulle tjekke hvordan boernene havde det, og skrive ned paa et stykke papir, hvis de havde daarlige taender, saar paa kroppen og den slags. Det var meget sjovt at proeve noget nyt, selvom det ikke tog lang tid. Det nu ventetiden der tog laengere tid, men det kommer jo ikke som nogen overraskelse. Boernene var meget glade for at faa taget billeder sammen med os, som I kan se paa de nedenstaende billeder. I morgen tager vi som tidligere naevnt til Zanzibar, som vi glaeder os meget til! Vi tager ca. hjemmefra kl. 07.00 om morgenen, da vi skal naa en faerge kl. 09.30 et stykke laengere vaek. Vi skriver nok foerst paa bloggen igen paa tirsdag eller onsdag, naar vi er kommet hjem igen. Ha’ det godt saa laenge, og nu er der jo ikke mere end en halvanden uge til, at vi kommer hjem til Danmark – jubii! Vi glaeder os saa meget!!
Her er et billede af et lille barn, som er indlagt paa boerneafdelingen
Det er saadan en bil, som kisterne bliver transporteret paa
Saadan saa vores frokost ud mandag – bananer med mos… Godt vi havde tomater og toastbroed!
Hver morgen er der en masse afrikanske mennesker, som saelger alt muligt maerkeligt morgenmad, som ses paa billedet
Dette billede beskriver Afrika meget godt
Vejen paa vej hen til en Dala Dala bus om morgenen
Mette foran indgangen til hospitalet
En lille ambulance i Dar es Salaam
Dette var til workshoppen, hvor det var denne laege som fortalte alt muligt om Afrika og dens sygdomme
Et frugtmarked, som vi gaar forbi hver morgen, paa vej til hospitalet.
Vores ikke-roede vandmelon…
Saadan saa det ud, da vi skulle vaske haandklaeder i vasken, men det var desvaerre noedvendigt..
95 elever og 1 laerer – ret vildt!
Mette og Karoline, sammen med en masse boern paa skolen
4 danskere klar til at tjekke boernene paa skolen. Mette, Karoline, Celina og Michelle
Sidste gang at vi skulle i denne troeje hernede
Det var disse papirer, som vi skulle udfylde med boernenes navn, alder, klasse osv. om torsdagen
Onsdag den 29. Oktober. Vi stod op lidt i syv, spiste morgenmad og gjorde os klar til at tage på arbejde kl. 8.00, for så passer det nemlig med at vi er på hospitalet 8.45 ca. Vi bestemte os for at tage endnu en dag i Minor (“skadestuen”). Da vi kom derind var der en mærkelig lugt. Vi tror de har været ved at gøre rent derinde. De var allerede i fuld gang med patienterne. Den første var en en und mand, som var fuld. Han havde slået hul i hovedet to steder, i forbindelse med en ulykke i en bajaj. De sagde han skulle have drop i noget tid inden de begyndte at bedøve og sy ham, for bedøvelsen kunne ikke arbejde sammen med alkohol, men alligevel begyndte de lige efter. Han var slet ikke ved bevidsthed, han lå bare helt stille på briksen. Mærkeligt de ikke undersøger hovedet bedre, når han havde slået det så voldsomt… Mange af patienterne er nogle der er der hver dag, for at få renset deres sår. Størstedelen af patienterne er folk der skal have renset deres (ofte) kæmpe sår, have skiftet proteser, eller have syet et sår sammen. Af og til kommer der også andre tilfælde, som fx denne dag hvor en lille pige var stoppet helt op i det ene næsebor. Lægen prøvede først at puste det ud, men det hjalp ikke. Så skulle moren sætte sig på briksen med hende, og holde hende for munden, mens han pustede det ud. Der skulle åbenbart mere til, så moren gik ud og der kom to andre læger som holdte pigen hårdt fast mod briksen, fordi hun skreg og vred sig så meget. Først ville de have Karoline til at holde hende fast mod briksen, men det kunne hun simpelthen ikke få sig selv til.. De stak nogle instrumenter op i næsen på hende, for at få det ud. De fik sådan nogle små hvide stykker ud med blod på, som virkelig lignede brusk/knogle, men de kunne ikke finde ud af hvad det var. Efter lang tid fik de hevet en kæmpe bønne ud, på størrelse med en mandel. Heldigvis var det “bare” en bønne.. Hun var så udmattet af at græde, at hun faldt i søvn lige efter. En af de andre volontører havde en ballon med, som hun fik, og så kom hun ud til sin mor. Ofte er det behandlingen af patienterne der er hårdest at se.. De skriger så tit – hvilket er forståeligt når bedøvelsen er blandet op med vand hernede. Der er 3 stadier af bedøvelse. 1. stadie er smertestillende som fx panodiler. Så er der 2. stadie, og 3. stadie som er fx morfin. Når vi i Danmark bruger 2. stadie bruger de ingenting hernede, og når vi i Danmark bruger 3. stadie, bruger de kun 2. stadie. Det er lidt vildt at tænke på.. Og forståeligt at de tit skriger sådan.. Derudover er det sjældent at børnene må få deres forældre med ind. Den anden dag var der en dreng på ca 8 år, som havde en kæmpe finger, som der var betændelse i. Han var helt alene og sad bare i et hjørne indtil de sagde hvad han skulle. Han vidste slet ikke hvor han skulle gøre af sig selv, oveni at han havde så ondt. Her er sproget et kæmpe problem. Det er de færreste af patienterne der snakker engelsk, så til tider er det svært for os at hjælpe dem. For det meste hjælper vi med at assistere lægerne, i form af at finde vat, plaster, forbinding eller gøre bedøvelsen klar. Nogle gange renser vi også sårene, tager forbindingen af og nyt på og gør briksen klar til næste patient. Ellers kigger vi bare på hvad lægerne gør, hvilket vi også lærer helt vild meget af. Tit siger de til os at vi skal være hurtigere og at tingene skal gøres meget hurtigere, fordi der er mange patienter udenfor. Det er lidt svært, når det hele er så nyt og man aldrig har prøvet det før. Men vi er ved at vende os til at den næste patient nærmest sidder på briksen, inden den anden når at komme ned og få sko på. Der er slet ikke tid til en snak mellem lægen og patienten. Vi tog hjem ca. kl. 12. På vores vej hjem fra hospitalet, hen mod busstationen, har vi et par gange set nogle køre med en kiste. Det fungerer sådan at de bruger en slags lille lastbil med et lad bagpå, hvor kisten så står. Så sidder der mennesker rundt på kanten af ladet, og så er der et kors for enden. Hold da lige op for ligkørsel, hva? Vi brugte eftermiddagen i solen ude i haven og kl. 17.15 tog vi en bajaj til Cape Town Fish Market, en restaurant hvor vi før har været. Der var tre volontører som skulle rejse hjem i weekenden, så det var egentlig pga. dem at vi tog ud for at spise. Vi var de første der kom, så vi bestilte en strawberry daiquiri mens vi ventede. 19,50 kr for en stor drink, er lige til at overkomme! Da de andre kom, bestilte vi mad og vi vi fik en tortilla-pandekage med grøntsager og kylling og en salat ved siden af. Det var helt vild lækkert – og igen noget andet end ris og bønner! Omkring kl. 9 er det altså bare sengetid for os! Vi er så trætte den tid, så vi tog en bajaj hjem. Hele dagen havde der ikke været strøm, så vi håbede på det var kommet igen, da vi kom hjem – hvilket det så ikke var. Men så heldige som vi var, kom det 5 minutter efter vi var trådt ind af døren. Dejligt! Så kunne vi få strøm på mobilerne og have blæseren til af køre om natten.
Torsdag den 30. oktober. De andre volontører ville tilbringe dagen ude på en ø, for at ligge på stranden. Mest for at være sammen med de volontører som skulle hjemad. Vi synes det var alt for dyrt at tage derud, og bestemte os derfor at vi også ville have en fridag, men bare være hjemme en hel dag i stedet. Vi sov “længe”, spiste morgenmad og lagde os ud i haven, for at tage sol. Selvfølgelig blev det overskyet og det begyndte at småregne. Typisk, for hvad skulle vi så lave? Vi lagde os ind på hver vores seng og faldt begge lige pludselig i søvn og sov 1,5 times tid. Solen var heldigvis kommet frem da vi vågnede, så der tilbragte vi hele eftermiddagen. Vi håbede lidt på noget lækkert til frokost, men det var ikke lige i dag hvert fald! Der blev serveret en plastikbøtte med kogte kartofler liggende i noget sovs/vand – som det eneste! Hvem gider spise det? Heldigvis havde Karolines mor sendt rugbrød, makrel og mayonaise med posten tidligere på ugen, så det tog vi i stedet! Vi glæder os SÅ meget til at komme hjem og SELV bestemme hvad vi spiser og hvornår vi spiser! Sidst på eftermiddagen tog vi ind til centeret for at hæve penge. På vejen hjem kiggede vi i de afrikanske boder og købte små gaver til dem derhjemme, hvilket er helt vild hyggeligt.
Fredag den 31. oktober var endnu en arbejdsdag på hospitalet. Vi havde ikke bestemt os for hvilken afdeling vi ville på, men da mange af de andre volontører tog på Minor (“skadestuen”), valgte vi at gå i Labour (fødegangen) i stedet for. Der var en del fødende kvinder denne dag. Lige da vi kom var der en kvinde der havde født lige midt på gulvet. Hun var på vej hen mod en seng, men på vej derhen kom barnet ud, så der lå hun da vi kom. Der var blod ud over gulvet, hvilket der skulle gøres rent efter. Der var også en 19-årig meget tynd pige som fødte. Uforståeligt hun kunne føde et barn, men det kunne hun så. Alle kvinderne er helt alene inde for at føde, der er ingen der har deres mand eller kæreste med. Så de står for det hele selv og har ingen til at hjælpe dem eller være hos dem. Og når de har født, får de lov til at ligge lidt tid på sengen, men så skal de også gå derfra. Og det er på gåben derfra, med taske og barn på armen. Også selvom de lige har født og nogle lige er blevet syet sammen. Vi prøvede begge hver især at få overrakt et barn, som lige var kommet ud. Så skulle vi så gøre babyen ren, veje barnet og pakke den ind i et tørklæde og derefter sætte et stykke tape på, hvor vi skulle skrive navn, køn og vægt. Herefter kunne vi så overrække babyen til moren. Vi tog hjem ved 12 tiden og rundede centeret på vejen hjem, for at få vekslet nogle af vores penge til dollars (hvilket vi skal bruge på Zanzibar). Denne dag til frokost fik vi ris og noget sovs, med ét stykke kylling til hver, som altså er på størrelse med en 5’er! Heldigvis var aftensmaden okay den dag.. Om aftenen skulle Martha og Ruby (moren og faren) til Halloween fest. Denne aften var vi så heldige at der var sat kage frem til os. Hvor heldig har man lige love at være? Haha. Det er første gang vi har fået noget ud over de almindelige tre måltider i løbet af en dag. Uha så heldig! Så vi lavede en kop te til kagen og satte os til at se en film i stuen. Men efter noget tid kom Ruben (drengen) hjem og satte sig i sofaen. Han sukkede hele tiden og kunne ikke sidde stille. Tydeligvis et tegn på at han synes filmen var kedelig og meget hellere ville se Disney Channel. Det er altså svært at dele fjernbetjening med en dreng på 8 år! Vi endte med at overgive os og gik over i seng, haha. Ingen af os kunne falde i søvn den aften. Vi lå i 1,5-2 timer og vendte og drejede os og svedte helt vild. Og ikke nok med det, så begyndte de at spille høj julemusik ovre fra den store kirke, som ligger bag huset. Det er nu meget hyggeligt med julemusik, men ikke når man er i Afrika med 30 grader og prøver på at sove! Men det endte da med at vi faldt i søvn rundt midnat..
Lørdag den 1. november. Vi havde sagt ja til tage med nogle af de andre volontører ud til en strand der hedder Kipepeo Beach Village, hvor vi også tilbragte lørdag i sidste weekend. Denne gang skulle vi så overnatte til søndag. Selvom der er langt dertil koster det næsten ingenting med transport. Vi betaler hver i alt 3 kr, hvilket er kørsel i to forskellige busser + at komme med en færge. Når vi så kommer over på den anden side, betaler vi 7 kr hver, for at blive kørt hen til stranden af en bajaj. Det er lige til at overkomme! Vi skulle betale 14 dollars eller 22.000 shillings hver for at overnatte. Det er omkring 80 kr. Der var desværre en del skyer og overskyet meget af dagen. I løbet af dagen fik vi en milkshake og toast og pommes frites til frokost, hvilket smagte ganske udemærket, men igen er vildt usundt.. Da det blev aften fik vi nøglerne, til det som vi troede var vores værelse. Det viste sig så, at være langt fra et værelse, som vi havde forestillet os! Vi skulle derimod bo i små hytter lavet af træ og strå, der lignede legehuse. De var slet ikke lukket helt til, så man sov nærmere udendørs end indendørs. Og så var der insekter over det hele. Heldigvis var der myggenet over sengene, men føj for at skulle sove der! Det var næsten lige så slemt som da vi var på safari. Man skulle bo tre personer sammen, så vi boede med en pige på vores alder som hedder Celina og er fra København – helt vild sød! Der var ingen af os der magtede at bo i det lortehus, som vi havde givet så mange penge for, og især ikke når man kunne komme frem og tilbage så billigt. Vi besluttede os for at gå til receptionen og bildte dem ind at der var sket noget derhjemme, så vi blev nødt til at tage hjem og om det derfor var muligt at få pengene tilbage. Haha. Den gik desværre ikke.. Øv, nå men, så var der jo ikke andet end bare at bide det i sig og lege spejder for en weekend! Bruserne var virkelig ulækre og der lugtede helt vild, men vi fik skyllet sandet af, droppede at vaske håret, og fik tøj på. Vi spiste alle sammen sammen ved 19 tiden, hvor vi fik burger med kylling og pommes frites. Ved 21.30 tiden gik vi op til hytten. Vi børstede tænder med en vandflaske ved siden af, fordi vi ikke vidste hvad det var for noget vand der var i vandhanerne. Madraserne og lagnerne i sengene var helt fugtige – ikke så mærkeligt når husene var halvt åbne. Føj! Vi kom i seng og kunne ligge og høre havet. Vi faldt heldigvis i søvn og kom helskindet gennem natten, selvom vi følte det nærmest var en overlevelsestur!
Søndag den 1. november. Præcis 2 uger til vi sidder i flyet på vej hjem til Danmark. Vi glæder os helt vild, men alligevel vil vi gerne have de sidste oplevelser med! Vi vågnede i den lille hytte ved 7 tiden. Kl 8 åbnede køkkenet, til at man kunne bestille morgenmad. (Først troede vi egentlig morgenmaden var med i prisen, men det var den så ikke. Endnu mere øv at give så mange penge for noget så ringe). Til morgenmad bestilte vi en frugttallerken, Mette yoghurt og Karoline æg. Det var ikke alverdens, men bedre end ingenting. Igen var der en del overskyet hele dagen, hvilket betød vi allerede tog hjemad ved 15 tiden. Det var helt skønt at komme hjem til huset igen! Vi nød at få vasket håret og tanken om at sove i noget, vi ved der er mere tæt var så god! Vi havde ikke troet vi på noget tidspunkt skulle savne vores værelse hernede, men det har vi også prøvet nu! Faren havde besøg af hans fætter og en anden mand, og de sad i stuen. Så efter et bad, var vi bare på værelset og fik pakket ud. Kl 19.30 var der aftensmad. Der var blevet sat forskellige slags opvarmede rester frem. Madpandekager, tørre pommes frites, den sædvanlige sovs med ærter, spinat, og så var der ris. Men i aften havde risen alle mulige forskellige farver, lige fra grøn til pink. Mærkelig! Men det smagte helt normalt. Selvom familien havde gæster, tog faren og de to mænd bare noget mad på en tallerken hver og satte sig ind i stuen og moren fik slet ingenting.. Det er altså lidt sært. Vi gik bare i seng, og nød vores “egen” seng hernede.
Babyen som Karoline tog i mod efter en foedsel
2 doede tvillinger i kassen, som doede under nattens forloeb… Der laa de i maaaaaange timer!
Hytten vi sov i, i weekenden
Da vi spiste frokost paa stranden
Drengen, som Mette tog imod efter en foedsel
Vores lille hytte udefra
Vores middagsmad en dag, som bestod af kartofler med varm vand…
Indgangen til stranden
Vores middagsmad en anden dag – vi skal passe paa med ikke at spise for meget koed…
Mette og Celina i deres mikro seng
Pigen paa skadestuen, som havde faaet en kaempe boenne oppe i naesen
Kipepeo Strand
2 nyfoedte babyer – det var denne dreng, som Mette vejede og rengjorde efter foedslen
Torsdag den 23 november om morgenen, sagde vores “pedel” i huset, at vi ville få vand senere i dag, som vi var vildt glade for at høre. Samme morgen hørte vi et ordentlig brag, som viste sig at være et køretøj, der var kørt ned i vores rist og havde ødelagt den, så køretøjet nu lagde på siden. Problemet var bare, at køretøjet havde en ordentlig balje vand bagpå, som højst sandsynligt nok var det vand, som vi skulle bruge til at komme i bad med, senere i dag. Så inden vi gik på arbejde, var vi nu ikke sikre på, om vi fik et brusebad eller ej, når vi kom hjem. Dagen på hospitalet var en typisk normal dag på fødegangen. Der var mange kvinder, som ventede på at føde. De fleste lagde og skreg, og råbte på doktoren. Så var der en VIRKELIG stor dame, som havde født en fin lille pige. Problemet var bare, at den nybagte mor blev ved med at bløde, og det var virkelig voldsomt. Der stod en masse læger og rørte ved hende, og hun skreg virkelig. De stak sådan en lang pincet op i hende, og hvorfor de gjorde det, det ved vi ikke. Der rendte blod ned på gulvet, hvilket gjorde at det så mere drabeligt ud. Hun var så stor, at hun næsten ikke kunne ligge på briksen, og hernede har de vist kun en størrelses seng, hvor alle er lige hårde.. Endelig da de fik syet hende nogenlunde sammen, blev hun transporteret over på en anden afdeling. Vi var nok 5 personer der stod omkring hende, og hjalp til med at få hende ned på den anden briks, som hun skulle transporteres på, fordi hun var så stor. Hun kunne kun lige ligge på briksen, hvis hun lagde på hendes ene side, og så kunne siderne ikke tages op på briksen.. Der var også en anden kvinde, som virkelig lagde med store veer. Lægerne fortalte os, at de ikke kunne høre barnets hjerterytme, og de troede derfor, at barnet var død. Men det mest underlige var, at de kun fortalte os, at barnet måske var dødfødt, og ikke engang moren? Så måske ville hun først finde ud af, at hun havde født et dødt barn, når det var overstået. Hun lagde så utroligt på briksen, og råbte på doktoren hele tiden, men der var ingen der kom hen og så til hende. Vi nåede ikke at se hende føde, så vi fandt ikke ud af, om barnet var i live eller ej. Vi tog hjem omkring middag, hvor vi skyndte os hjem og tændte vandhanen, for at se om der var kommet vand. Og yeeees, det var der! Efter vi havde spist frokost, lagde vi os ud i solen. Kl. 15.30 gik vi ind i et BRUSEBAD, hvilket var tiltrængt efter 3-4 uden vand. Vi havde aftalt med de andre voluntører, at mødes på en strand kl. 17.00, hvor vi samlet skulle spise aftensmad. Vi bestilte vores mad omkring kl. 17.45. Da der var gået en time begyndte vi så småt at kigge på uret, og kunne ikke forstå, hvor vores mad blev af. Efter halvanden time fik nogle deres mad, og de begyndte selvfølgelig at spise det, så det ikke blev koldt. Da de næsten var færdige fik andre deres mad efter 2 timer, og de sidste fik så endelig deres mad efter 2,5 time – så ringe! Det skulle ellers have været en hyggelig aften, hvor vi skulle spise sammen, men endte i en fiasko, hvor folk slet ikke kom til at spise sammen – typisk Afrika, at der slet ikke er styr på noget… Kl. ca. 21.00 tog vi en Bajaj helt hjem til porten, hvor vi næsten gik direkte i seng!
Fredag den 24. Oktober var det Dirty Day, hvilket var anden gang vi skulle til det hernede. Vi skulle igen ud og male en skole, dog bare et andet sted denne gang. Vi skulle mødes ved Makumbusho (den store busstation) sammen med de andre volontører kl 8.30. Her tog vi sammen en dalla-dalla bus ud til skolen. Den lå meget øde, og vi skulle selv gå den sidste stykke vej ad en masse sand. Det begyndte så småt at regne, hvilket vi slet ikke kunne overskue! Det er ét stort mudderbad, når det regner hernede, så det er umuligt at være ude næsten. HELDIGVIS stoppede det hurtigt igen. Vi satte os ved skolen og ventede. Vi frygtede at vi skulle vente lige så mange timer som sidst, men heldigvis var det nærmere en halv time denne gang. Der var helt vild mange børn på skolen og de var i noget bedre stand end på den anden skole. Her havde de alle sammen skoleuniformer og lignede alle sammen hinanden fordi de var ens i tøjet og alle klippet skaldet – uanset om de var drenge eller piger. De kom alle løbende og råbende ud fra skolen og stillede op til at få taget billeder. Der var børn overalt! Vi fik låst vores tasker ind i en bil, så vi var sikre på de ikke blev taget. Så skulle vi igang med at male. Der var 3 klasselokaler og så skulle vi male udenfor også. Der var meget mere styr på det denne gang end sidste gang. Selvom de begge gange har blandet malingen op med vand, så endte det faktisk med at vi kunne se en forandring. Til sidst gjorde vi klasselokalerne rent og stille bordene ordentligt – det var en noget bedre oplevelse denne gang end sidst! Vi fik en lille pause, hvor de fra Projects Abroad havde lidt vand og en juice til os. Og så fik vi sådan en bolle/kage/dounut – vi ved ikke helt hvad det er, men alle spiser det hernede og de bliver solgt overalt ved vejene. De smagte fint nok. Vi var bare glade for at vi fik lidt, frem for sidste gang hvor vi gik indtil kl 15 og arbejdede uden at få noget at spise. Under et stort træ stod der et bord med 3 voksne og en lang række af børn i kø. Det vidste sig at de hver fik en indsprøjtning. Vi fandt aldrig ud af hvad det var for, men vi håber det var en sundhedsplejerske som vaccinerede dem (hvis det overhovedet findes hernede..) Ved 14 tiden var vi færdige og vi gik op til vejen for at vente på en dalla-dalla bus. Der gik en evighed, så vi gik sammen i små grupper og tog en bajaj i stedet. Om aftenen tog vi ind til Slipway, for at spise med et par stykker af de andre volontører. Vi spiste på en slags cafe, hvor vi fik en sandwich med kylling og pommes frites, hvilket smagte udemærket. Karoline manglede halvdelen af det der skulle være i sin sandwich og klagede. Så kom der en tjener med en lille tallerken med et stykke klamt bacon på. Føj.. Nej tak! Det var aldrig gået i Danmark. Der havde de taget den med igen og lavet det om. Vi har indset nu, at standarden på ingen måder er det samme her, som derhjemme. Så man kan ligeså godt lade med være at klage… Vi var bare glade for at der denne gang kun gik en halv time og ikke 2,5 time, inden vi fik vores mad, ligesom der gjorde på stranden i torsdags! Da vi havde spist og snakket lidt, tog vi hjem og gik så småt i seng.
Lørdag den 25 november havde vi aftalt med den andre voluntører, at tage ud til et hotel et stykke herfra, idet der var en af de andre voluntører der havde fødselsdag. Vi mødtes i Makumbusho (stationen for alle Dala Dala busser) kl. 08.50, hvor vi skulle med en Dala Dala bus kl. 09.00. Vi kørte i et godt stykke, indtil vi endelig var fremme. Vi gik et lille stykke hen til hotellet, som var et virkelig fint hotel! Da vi havde talt med receptionisten, viste hun os det pool område, som vi måtte benytte os af hele dagen. Problemet var bare, at der kun var liggestole til 6 personer, og vi var så 17 voluntører, som skulle bruge en liggestol. Der var åbenbart ikke en klokke der havde ringet hos dem, da vi fortalte at 17 personer gerne ville sole os en hel dag? Vi besluttede os derfor, at tage en færge ud til et andet sted. Vi betalte 400 shillings for at komme med færgen, som er ca. 1,5 danske kroner. Hvis man ikke tog færgen derhen som tog 10 minutter, så tog det 5 timer at køre derhen – ret vildt. Da vi kom over på den anden side, tog vi Bajajs hen til en lækker strand, som lagde 9 km. fra færgen. Vi var ialt 3 personer i en Bajaj, og betalte 2000 shillings hver (7 kroner). Man siger, at den strand nærmest er mini Zanzibar, fordi det er så lækkert. Da vi ankom betalte vi 5.000 shillings for at komme ind, og med i den pris var der to vand eller to sodavand, så igen var det ret billigt. Vi fandt et godt sted i solen, og ellers bare solede os hele dagen. Der var et par stykker der var lidt misundelige på vores brune krop, så Mette blev kaldt for en “pro-tanner”, idet de mente, at hun var god til at ligge stille i solen hele dagen lang, haha. Men vi mener nu, at vi sagtens kan blive mere brune, hvilket vi selvfølgelig håber på! Vi spiste frokost på stranden. Karoline fik en club sandwich med promfritter, og Mette fik en salat. Stranden og vandet var virkelig lækkert, idet vandet var så klart. Kl. 17.00 blev vi hentet af vores Bajaj chauffører igen, idet vi havde aftalt med dem, at de skulle være der kl. 17.00. Vi blev kørt tilbage til færgen, og sejlede over på den anden side igen. Vi var ikke så specielt sultne, så vi aftalte med de andre voluntører at tage ind og få en Frozen Yoghurt, istedet for aftensmad. Efterfølgende tog vi en Bajaj hjem, hvor vi gik i bad og i seng.
Søndag den 26. Oktober og 3 uger til vi er hjemme. Nu når vi tænker tilbage er de 5 uger egentlig gået hurtigt og vi er sikker på at de næste 3 uger kommer til at gå endnu hurtigere. Vi glæder os så småt til at komme hjem, selvom vi oplever en masse spændende ting her. Vi besluttede vi os for at tage i vandland, som vi har været en gang før. Det er langt fra lækkert og luksuriøst, men det er billigt og det er fint nok til solbadning og afslapning. Vi stod op og spiste morgenmad og pakkede vores taske. Vi havde bestemt os for at tage ind til Mlimani City (indkøbscenteret) for at handle lidt ind, for vi havde ikke mere solcreme. På vejen derhen kiggede vi lidt i boder og fik købt lidt der. Det var stort set umuligt at finde solcreme! Det eneste de havde i hele centeret var én slags faktor 50 og én slags faktor 10, hvilket slet ikke lige var det vi havde regnet med. Vi skulle jo have noget solcreme, så vi købte 10’eren. Vi fik også købt noget havregryn. Vi er træt af toastbrød hver morgen og det bliver for dyrt i længden at købe cornflakes og mælk. Deres havregryn er i dåser hernede, mega mærkeligt, men det ligner og smager som almindelig havregryn derhjemme. Så om morgenen koger vi vand og hælder over. Dejligt med noget mættende! Vi tog afsted til vandlandet, som ligger ude ved vandet, ved en masse hoteller. 22,50 kr for at komme ind og så fik vi frokost (“sandwich” af toastbrød og pommes frites) for 15 kr. Det er umuligt at leve sundt hernede! Muligheden for at vælge noget sundt er her slet ikke.. Men det er der ikke noget at gøre ved! Derudover fik vi en vand til 3,5 kr og en is til 3,5 kr. Priserne her er lige til at overkomme! Det var så varmt den dag at vi næsten ikke kunne holde det ud! Der var knap 30 grader, men der var slet ingen vind! Godt vi havde poolen til at komme i, selvom den er lidt snavset.. Internettet var virkelig godt her, i forhold til i det område hvor vores hus ligger. Så vi fik snakket med nogle af dem derhjemme over Skype, hvilket var virkelig dejligt og tiltrængt! Vi tog en bajaj hjem omkring 16.30 og fik et bad. Derefter satte vi os over i stuen og læste bøger og blade. Ruben og moren Martha sad også i sofaen. 19.15 var der aftensmad. Vi fik kanel-ris med kartofler i, noget sovs, kartofler med ost på og heldigvis salat. Mens vi spiste sammen med Ruben i køkkenet, sad moren inde i stuen. Det er mega mærkeligt at man ikke spiser sammen hernede! Noget der var endnu mere mærkeligt var at Ruben fik ét ben til aftensmad (noget i stil med spareribs). Det var det eneste han fik og han sad og tyggede på det hele den tid hvor vi spiste vores mad. Sært.. Vi gik over på vores værelse allerede ved 20 tiden og gik i seng derefter.
Mandag den 27 oktober skulle vi igen på arbejde på hospitalet. Idet lægerne troede, at vi var jordmødre, havde vi fået det forkerte skema, som vi skulle følge. Derfor kunne vi egentlig selv bestemme hvilken afdeling vi ville være på, hvilket faktisk ikke er noget nyt, idet der er ingen der følger deres skema. Endnu en gang savner man virkelig Danmark, hvor der er styr over tingene! Vi havde besluttet os for, at være på “Miner” den dag, som er en slags “skadestuen” med alt fra himmel og jord. Vi havde hørt, at det var en virkelig voldsom afdeling, og mange voluntører havde besvimet af at se behandlinger af patienter på stuen. Heldigvis var der tændt for aircondition og blæseren, så det var slet ikke varmt eller klamt derinde. Den første patient var en halv bevidstløs ung mand, som havde to flænger i sit baghoved – en stor, dyb flænge og en lille en. Han blev kørt ind på stuen i en kørestol, hvor han efterfølgende blev lagt op på briksen. Stuen består af to “senge”, hvor der er en gennemsigtig plastik mur imellem. Nogle gange bliver der 3 patienter behandlet af gangen, hvilket betyder at den ene patient står op og bliver behandlet. Stuen er cirka 5 kvadratmeter, og det er virkelig trængt derinde. Når patienterne kommer ind, så bliver deres navn først råbt op, hvor de efterfølgende kommer ind i rummet. Det er ikke noget med at sige pænt goddag eller spørge ind til hvad der er sket, men i stedet ligger patienterne sig selv op på briksen, hvor det så er lægens ansvar at finde ud af, hvor skaden er på kroppen. Denne unge mand havde været ude for en bil ulykke, fortalte lægen, da vi spurgte hvad der var sket med ham. Men som regel, så siger lægerne altid, at det er en ulykke, og ikke hvilken slags ulykke. Karoline fik det dårligt, da de skulle til at se nærmere på mandens baghoved, så hun gik uden for døren. Først baberede de hele mandens baghoved, hvor de efterfølgende gik igang med at sy. Han fik slet ikke noget bedøvelse, men han sagde ikke en lyd, idet han var helt væk. Nålen de syede med, lignede nærmest en fiskekrog. Da de var færdige blev manden kørt uden for igen, og de var nu klar til den næste patient. Hele dagen var der faktisk overraskende travlt på “skadestuen”, og alle læger var næsten fuldt beskæftigede hele tiden, hvilket var en stor overraskelse. Igennem dagen kom der patienter som skulle have skiftet deres kateter (en kateter pose, som de tisser ned i, idet deres egen urin-udvej ikke virker), folk med store åbne sår, der skulle syes, en lille pige, som skulle have skiftet sin forbinding (børn har slet ikke mødre eller fædre med ind på stuen, så hun prøvede hele tiden at holde os voluntører i hånden, når hun skreg). En anden voldsom behandling af en patient, som Mette så, var en ung mand, hvis albue/arm der var gået betændelse i. Hvis han ikke fik renset hans arm, så skulle den amputeres, så der var nærmest kun en udvej. Han havde fået “bedøvelse”, men man siger at over halvdelen af det bedøvelse de får, det består af vand, så bedøvelsen virkede slet ikke på ham, hvilket også kunne høres på ham, når han skrev som en gal. Man kunne se ind til hans knogle, og når de rensede huden, så stak de en pincet med vat ind under huden på ham, og fik alt det betændte sorte væske ud. Samtidig kørte de også deres fingre rundt under huden på ham, og han skreg så højt, at det var helt enormt. Det er samtidig også forfærdelig, at patienterne ligger millimeter fra hinanden, imens de skriger og bliver behandlet. Der var også en anden patient, som nærmest ikke havde nået hud på hans skinneben, som Mette så. Han var kommet de sidste to måneder, hver eneste dag, og få renset hans ben, men det var næsten også nødvendigt, idet hans sår simpelthen var så enormt. Jeg tror virkelig ikke man kan forestille sig hvor vild sådan en arbejdsdag er. En anden mand omkring de 25-30 år kom ind med et virkelig hævet knæ/lår. Låret var helt varmt, og når man trykkede på det, så forsvandt fingeraftrykket ikke, som det normalt ville have gjort. Lægen fortalte at de skulle have presset alt det betændte ud, ellers skulle han have skåret benet af. De skar et dyb hul, nær hans knæ, lige efter han fik “bedøvelse”. De kan simpelthen lige så godt lade være med at give bedøvelse, idet det overhovedet ikke virker. Efterfølgende gik de igang med at presse det betændte ud af hans lår, og vi kan sige jer, at han skreg – det var helt vildt! En hollandsk pige der læser til medicin i Holland skulle assistere lægen, men hun fik det dårligt, så Mette blev pludselig sat igang med at assistere (på hendes første dag på afdelingen…), selvom hun ikke vidste hvad alle ting hed på afrikansk eller engelsk, men hun kom heldigvis helskindet igennem det, også uden at få det dårligt. Det er ikke nok med at skrive oplevelserne for vores arbejdsdag, idet man nærmest selv skal opleve det – selvom det ville være så forfærdeligt at opleve. Karoline kunne næsten ikke holde til at se nogle af patienterne blive behandlet, men det har nok også noget med omgivelserne at gøre. Selvom de siger, at det hele er sterilt, så er det langt fra sterilt. Patienterne ligger på hinandens blod- og svedpletter, og lægerne bruger de samme handsker til alle patienter (medmindre de er overfaldt med blod eller gået i stykker). Hvis patienterne skal bruge en forbinding eller lignende, så skal de selv have sørget for at få det købt og have det med til lægen – ret vildt! Efter arbejdsdagen tog vi hjem og spiste frokost, og lagde os ud i solen. Vi ville rigtigt have skrevet et blog indlæg, men nettet var ikke med os (igen, igen). Om aftenen spise vi aftensmad med familien i mørke, idet strømmen var gået endnu en gang… Efterfølgende gik vi i seng.
Idag tirsdag havde vi besluttet os for, at tage endnu en dag på skadestuen, og så for at give det hele en chance mere for Karoline. Det var en travl dag, ligesom igår. Der kom igen idag en hel del forskellige patienter, som skulle have behandlet lidt af hvert. Der var blandt andet en pige på omkring 10-12, som havde et rimelig dyb sår lige ovenover hendes stortå, men hun ville langt fra arbejde sammen med os. Vi prøvede stille at holde hende nede i sengen, men hun kæmpede imod, og vi ville ikke udøve vold mod hende. Lige efter kom der er stor, sur gammel læge, som holdte hendes arme og ruskede i hende, imens hun råbte på swahili, og så kunne pigen ligge stille. Det var ret voldsomt, men man bliver simpelthen bare nødt til at tænke bort fra at de er voldsomme ved patienterne, for det er de virkelig.. En anden jævnaldrende dreng skulle ind og blive omskåret. Og så tænker man så, hvorfor skal han ligge og blive omskåret, imens der er andre patienter i samme lokale – det er slet ikke til at forstå, at det er lovligt. Han var en virkelig tapper dreng, men kunne alligevel ikke holde skrigene tilbage til sidst. Så var der også en mindre behandling, hvor en lille dreng havde fået en bønne op i næsen, hvilket ikke var så voldsomt, i forhold til alt det andet der foregår på stuen. Den sidste patient vi havde var en virkelig gammel, tynd dame, som virkelig lugtede. Hendes tænder var skæve og rådne, og hendes ene fod var nærmest ætset, hvor der var fluer i hele tiden – så klamt! Ellers har det været en meget normal dag på arbejdet, og karoline kunne holde til det hele i dag! Senere idag skal vi bestille vores tur til Zanzibar. Vi tager afsted næste fredag, og kommer hjem tirsdagen efter, så vi i alt får 4 overnatninger. I aften skal vi til “Social Dinner” sammen med de andre voluntører, hvor vi skal spise på en restaurant nær Slipway (det lækre sted, som vi har besøgt 2 gange før). Vi håber på noget lækkert mad, hehe.
Saadan ser en briks til de syge ud hernede.. Av!
Vi har besluttet os for, at give alle de ting og alt det toej, som vi ikke vil have med hjem til Danmark til disse to boern, og deres familier.
Vores toilet saa saadan ud, da den var stoppet.. Ret saa klamt!
Torsdag, da denne bil vaeltede med alt vores vand…
Mettes mad paa Slipway
Slipway – det var paa denne restaurant vi spiste
Slipway
Fredag aften da vi var ude ved Slipway at spise – det er et virkeligt fint sted
Dirty Day – en helt masse boern, der staar i koe til sundhedsplejersken, hvor hun gav dem en indsproejtning
Dirty Day – her ser I malingen, som vi skulle male med
Dirty Day
Dirty Day – der var virkelig mange boern rundt omkring os hele tiden
Dirty Day – det var paa denne skole vi var paa
Om fredagen til Dirty Day, hvor vi alle sammen skulle have vores Projects Abroads troejer paa
Faergen hjem loerdag, hvor vi saa denne flotte solnedgang
Faergen hjem loerdag
Mette i vandet. Vandet var saa klart!
Se hvor laekkert vandet er og vandets flotte farver
Stranden
Det var paa denne strand, at vi lagde hele loerdag, hvilket var ret saa varmt.
Vi har koebt havregryn til morgenmad – saa go’!
Noget af hospitalet
Mette og Dorike fra Holland, som er ved at behandle en patient
“Skadestuen” hvor I kan se skraldespande og at der slet ikke er rent..
“Sengen” inde paa “skadestuen”. I kan se hvor taet patienter ligger paa hinanden, hvor de bare har en lille gennemsigtig mur imellem dem..
En virkelig tynd hund, da vi var paa vej hen til en Dala Dala bus
