Søndag den 28 september havde vi fri fra arbejdet, da det jo var weekend. En arbejdsuge for de afrikanske mennesker hernede består af 5 hverdage (mandag-fredag) og så halvdelen af lørdag! Om søndagen holder folk normalt fri, men det store indkøbscenter, som vi mest benytter os af, havde stadigvæk åbnet om søndagen. Vi havde besluttet os, at vi ville ud i de små lokaler boder, og se om vi kunne finde nogle små gaver til dem derhjemme. I stedet for at tage en Bajaj hen til Winga Winga (et sted hvor der holder utrolig mange Bajajs – det må næsten være deres base for Bajajs), så havde vi besluttet os for at gå, da vi ville se om det var muligt. Det var virkelig varmt! Midt på turen kom der en Dala Dala bus op på siden af os, og ligepludselig lød der et ordentlig brag. Det viste sig så, at et af bussens 8 dæk var punkteret, men de kørte dog videre, da de havde set hvordan dækket så ud. Det undrede os ikke, at det punkterede, da vejene ser ud som de gør.. Vi gik i ca. 35 minutter og der var 2,6 km., men det foeltes som dobbelt saa langt! Endelig ankom vi, så vi kunne gå lidt i skyggen, mellem de små boder. Det er nogle bittesmå afrikanske boder, hvor de nærmest har det samme sortiment i hvert enkel lille bod. Det er typisk en masse små afrikanske nips-ting, som man ikke kan lade være med at købe, da det nærmest ikke koster noget. Men man kan alligevel altid prutte om prisen, som man kan med stort set det hele! I starten vidste vi ikke bedre, så vi sagde bare “okay” til første prisen, når vi skulle køre med Bajaj – godt vi er blevet klogere! Vi købte lidt småting i de små boder, og efterfølgende gik vi hen i Minimani City, som er et stort indkøbscenter. Vi ville derhen, for at skrive et indlæg på bloggen. Vi skriver vores indlæg i en internetcafé, hvor vi betaler 2000 shillings for en halv time, hvilket svarer til ca. 6-8 kroner. Da vi havde skrevet indlægget gik vi tilbage til de små boder, og kiggede de steder, hvor vi endnu ikke havde været. De hev nærmest i os, og gjorde alt for at vi kom ind i deres bod, samt blev ved med at tigge og ændre prisen, så vi købte noget.
En anden voluntør havde skrevet tidligere på dagen, om vi ville med ud til “the Slipway” for at se på souvenirs og spise aftensmad. Da vi ikke havde andre planer for aftenen, takkede vi pænt ja tak. Vi tog en Bajaj derud, hvor vi skulle mødes kl 17.00. Endnu en gang var der god opbakning, så vi var omkring 10-15 voluntører. Det var et utroligt lækker sted, hvor vi så solnedgangen sammen, mens vi fik taget et fælles billede af os fremmødte. Vi spiste på noget der hed Waterfront, som var et utroligt smukt sted. Man kunne få en masse spændende retter, men folk der havde gode erfaring med spisestedet sagde, at deres pizzaer var suveræne. Den var vi med på! Vi (Karoline og Mette) bestilte en beef burger og en Hawaii pizza, som vi så delte. Til drikkelse fik vi en cola og fanta, hvilket var vores første sodavand hernede, da vi ellers kun drikker vand. Sodavand er også utrolig billigt hernede! 2000 shillings (6-8 kr) for en sodavand på en restaurant. Det er ikke noget vi er vant til! Da mørket var faldet på og kl. var blevet 21.30, tog vi en Bajaj helt hjem til vores hus – vi turde ikke rigtigt gå, når det var så mørkt, og vores taske havde vi pakket godt ind til kroppen, så folk ikke kunne se den – man kan aldrig vide sig sikker hernede. Da vi kom hjem var vi rimelig trætte, og faldt efter lidt facebook- og instagram opdateringer i søvn!
Det foerste vi laerte, da vi ankom til Dar es Salaam sidste tirsdag var, at sige “Mambo”, som betyder hej. Stort set alle siger “Mambo” til hinanden, og det er nu blevet en del af vores dagligdag i Tanzania. Naar man siger Mambo, svarer man “Boa” tilbage. Naesten alle siger ogsaa: “Karibu” som betyder velkommen, og dertil svarer man saa: “Asante”, som betyder tak. Det er det eneste vi har laert paa Swahili, for det er virkelig et svaert sprog.
Saadan ser en afrikansk butik ud, som der findes utrolig mange af. De ligner bare stort set hinanden alle sammen
Her ser man en afrikansk mand, som hugger figurer i trae, som bliver solgt alle steder
Her er en afrikansk kvinde, som selv har syet denne taske, som hun staar med
Solnedgang over the Slipway – saa flot!
Et selfie-billede af os, da vi sad og ventede paa vores mad, paa the Waterfront
Vi ved godt, at vi skriver en helt roman hver gang, men I bestemmer jo selv om I vil læse det Fredag den 26 september var vi sammen med de andre voluntører til “Dirty Day”. Dagen forinden fik vi en besked fra Janus (en af dem der står for Projects Abroad) om, at vi skulle møde op ma kl 08.30, hvor vi samlet skulle tage en Dala Dala bus ud til en skole, som vi skulle male. Vi kom i god tid (10 minutter før), hvis man sammenligner med den afrikanske tid. Der var virkelig mange Dala Dala busser, og det viste sig, at være stationen for busserne, så det var jo logisk nok, at der var så mange! Det var den første gang, at vi tog med en Dala Dala bus. En Dala Dala bus ligner faktisk en normal dansk bus, bare noget mindre, men total ødelagt og slidt. Der er en chaufør, som sidder helt oppe i forruden og kører bussen, samtidig med at der er en anden mand, som hænger halvvejs ud af bussen, for at samle og lokke folk til. Inde i bussen er der ca. siddepladser til 15 personer, og resten må stå op. Når alle siddepladser er fyldt op, så begynder folk enten at sidde ovenpå hinanden, eller med at stå helt tæt. Vi var heldigvis så heldige, at få en helt tom bus til alle os voluntører, hvilket betød, at vi fik en siddeplads! Vi betaler hver især 500 shillings, hvilket ca. svare til 1,5 krone, og så kan man kører med til alle “stops”. Når man skal af, så skal man banke hårdt på bussen, så ham der lukker folk ind og ud kan høre det. Vi blev advaret om, at vi skulle holde vores ting tæt ind til os, når vi kørte i bussen, for folk kunne sagtens finde på at stikke en arm ind i bussen, og stjæle – ret vildt! En anden vild historie er, at en anden dansker ved navn Julie (hende vi skulle arbejde med på børnehjemmet) var ude for en ubehagelig episode, for nogle dage siden. Den aften, hvor vi spiste det sted, hvor vi fik den virkelige dårlige mad, der valgte vi at tage tidligt hjem, hvor Julie og 2 andre valgte at blive, og drikke lidt. Da de skulle hjem, kørte der en bil tæt op på siden af hende, og greb fat om hendes skuldertaske, som hun havde omkring sig. De kunne ikke få den af hende, og slebte derfor hende hen langs asfalten mange meter, hvor de så tilsidst opgav. Hun fik en del sår på hele hendes krop, og har derfor ikke været med til noget de sidste bare dage, men hun er okay. Vi stod af Dala Dala bussen et sted, og gik i ca. 5 minutter, hvor vi så ankom til skolen. Vi blev fremmødt med utrolig mange smil, og man kunne tydeligvis mærke, at lærerne satte pris på, at vi var der. Børnene i skolen var uden for, hvor se spillede fodbold med en vandflaske. Vi skulle vente i lidt tid, før vi fik den maling, som vi skulle male skolen med. To af de andre voluntører valgte at gå ned og købe to fodbolde til børnene, hvor vi hver især skulle skrive vores navn på dem – virkelig god idé! Børnene var helt vilde, da de så de to bolde, og prøvede hele tiden at få fingerne i dem. Da vi allesammen havde skrevet vores navn på dem, blev de sparket ud til dem, hvor der efterfølgende blev linet op til fodboldkampe. Indimellem kom der nogle virkelig voldsomme regnskyld i nogle perioder, men det varede ikke specielt lang tid. Da vores længeventede maling kom, blev vi sat igang med at male uden for klasselokalerne og inden i 3 af dem. Malingen var virkelig tynd, og vi syntes ikke, at det gav den helt store forandring. Imens vi malede sad lærerne fra Tanzania bare og så på, som de nu gør i Afrika – en smule dovent! Det tog virkelig lang tid at male skolen, og vi var først færdige kl. 15.30, hvor vi ankom kl 09.30! Da vi var færdige tog vi igen en Dala Dala bus, men vi blev nødt til at dele os op, fordi busserne simpelthen var så propfyldte. Vi kørte i den i over time, hvor vi stod op ca. halvdelen af vejen – det føltes som om, at man kørte ude i junglen, fordi det humpede konstant. Efter at vi var stået af, tog vi med hjem til en anden voluntør, hvor vi så hans familie og efterfølgende tog vi på stranden en times tid, da det blæste lidt på stranden. Efter det tog vi en Bajaj hjem. Da vi kom hjem tog vi et bad, og begyndte at vaske vores beskidte tøj i håndvasken – så har vi da også prøvet det Drengen, Ruben var hjemme, da vi gik over i huset ved 18-tiden, hvilket overraskede os lidt, da han først plejer at være hjemme omkring kl 19. Faren kom også overraskende nok hjem “tidligt” i dag, nemlig omkring kl 18.30, hvor han normalt er hjemme kl 20.30-21. Omkring kl. 19 kom farens søster og hendes børn, som vi pænt hilste på. De kunne heldigvis også snakke engelsk, hvilket gør det hele lidt lettere. Kl 19.30 blev vi sendt ud i køkkenet for at spise aftensmad (hernede spiser man normalt sent aftensmad), men vi skulle ikke spise med Ruben og Rubby (sønnen og faren), selvom de var hjemme – ret underligt. Vi fik en slags pandekage med meget stivelse, spinat salat og noget rødlig sovs med melede ærter og kogt gulerøds stykker. De smagte fint, men det mættede virkeligt – det var første gang, at vi har været sådan rigtig mæt! Vi var trætte til aften, så vi gik tidligt i seng! Det må næsten være varmen, som gør at vi er så trætte om aftenen. Faren kunne heller ikke forstå, at vi ikke skulle ud og have drinks i aften med de andre, men det er simpelthen ikke det vi er hernede for, og vi vil ikke risikere at blive fulde og uansvarlige hernede, når der foregår så meget ubehageligt. Vi har på så kort tid hernede allerede indset, at vi tager så mange ting forgivet hjemme i Danmark. Vi vil aldrig nogensinde klage over den offentlige transport, over de hullede veje, over at stoppe for rødt (hernede findes der ingen lyskryds, fartgrænsninger, fodgængeoverfelt eller lign.) Derimod vil vi være så taknemmelige når vi kommer hjem for, at vi kan komme i et ordentlig varmt bad med tryk, at vi kan få vasket tøj i vaskemaskinen, at vi har en opvaskemaskine (hernede vasker alle op i hænderne) og den slags! Vi har det virkelig godt i Danmark, i forhold til dem der bor i Afrika!
Lørdag den 27 september vågnede vi tidligt. Der er virkelig meget larm om morgenen, enten fordi at vores hushjælper snakker, eller også fordi at alle mulige dyr larmer. Om morgenen gik strømmen lige pludselig, men det var ikke som om at hushjælperne gjorde noget ved problemet? Vi havde aftalt med de andre voluntører, at vi skulle til en lækker strand i dag. Der var god opbakning, så næsten alle tog med, undtagen 2 som kom hjem fra byen kl. 04 om morgenen – vi forstår simpelthen ikke at de gider det hernede. Når alle voluntører fra Dar es Salaam er samlet, så er vi omkring 15-20 personer. De fleste er fra Danmark, men derudover er der også personer fra Norge, Tyskland, Holland, England og Færøerne. Vi havde aftalt at mødes kl. 11.00 foran White Sands Hotel, hvor vi tog en Bajaj ud til. En forbikoerende mand, stoppede pludselig op paa vejen, og spurgte om vi ikke ville med ham op at koere, men vi sagde selvfoelgelig nej – ret klamt! Da alle var fremmødt, tog vi yderligere en båd ud til en ø, som hedder Bongoyo Island. Øen var virkelig lækker, og der var det fineste blå vand, som blev mere og mere mørkeblåt, jo længere man svømmede ud. Vi lagde på stranden i ca. 4,5 time, hvor vi samtidig fik frokost der. Vi bestilte “fish and chips”, som bestod af promfritter med en HEL fisk, og så var det bare med at gå i krig med klør fem igen. Fisken var virkelig god, og det smagte som om, at den var blevet grillet. På øen fik vi virkelig meget farve, og de 2 englændere blev nødt til at tage tidligere hjem end os andre, da de ikke kunne tåle at blive mere rød end de i forvejen var. Vi snakkede også med de andre voluntører om, at vi i næste weekend tager på safari, hvilket lyder vildt spændende! Da vi kom hjem tog vi et bad, og det var virkelig en befrielse at få skyllet alt det sand af kroppen. Strømmen var stadigvæk ikke vendt tilbage – ret underligt efter så mange timer. Efter badet smurte vi os godt ind i et god lag after Sun, hvilket vi havde brug for. Derefter satte vi os over i familiens stue med en bog og en lommelygte – faktisk ret hyggeligt. Lige pludselig så vi, at den yngste hushjælper Stella kom bærende med en kuffert op af trappen, og det betød at moren Martha var kommet hjem fra Dubai. Vi var spændte på at møde hende, men ligesom resten af familien, så er hun vildt sød! Kl. 19 spiste vi mad (som underligt nok var varmt, selvom vi stadig ingen strøm havde). Endnu en aften spiste vi alene, selvom moren ikke lavede det helt store. Vi tænker, at familien har fået af vide af Projects Abroad, at vi spiser tidligt i forhold til dem. Og de har heller ikke de samme ritualer om, at man sidder samlet og spiser. Nå men maden var helt fint. Vi fik lidt rester fra forrige aften, samt kylling som vi skulle spise med en ske – sikke en udfordring. Kl 20.00 gik vi over til os selv, da vi ikke havde det helt store at give os til i mørket, men da vi lige havde fået børstet tænder, så kom strømmen tilbage, hvilket betød at vi kunne have vores blæser kørende om natten! Da vi havde smidt os i vores seng, så begyndte den mest irreterende Jalla Jalla musik, som spiller virkelig højt! Vi ved ikke helt hvor det kommer fra, men det lyder til en slags udendørs koncert rimelig tæt på. Det er altså noget vi bliver trætte af at høre på, når vi aller helst vil sove.
Her ser man kateteret, hvor læreren sidder. Når de skal have rettet lektier, så skal de stille sig i en lang kø, som ses på billedet.
Det var blandt andet denne bold nogle købte, som vi alle sammen skulle skrive vores navn på – ret god idé!
Dette er eleverne i en klasse. Ret gammeldags borde, hvor der sidder 2-3 på en bænk
Dette var et af klasselokalerne, som vi skulle male hvide. Malingen var VIRKELIG tynd, så vi synes ikke det blev så godt, men afrikanerne var meget tilfredse, så det var det vigtigste.
Her sidder Mette og er ved at rette nogle af de afrikanske børns lektier. Det var både matematik, engelsk og swahili (i swahili var vi ikke så gode til at rette, men den afrikanske lærer sagde blot, at vi skulle skrive, at det var rigtigt)
I båden på vej ud mod øen
Lig maerke til, hvor flot det er, naar vandet skifter farve. Det bliver moerkere og moerkere jo dybere det bliver
Nogle af de andre volontører i vandet. Det var så lækkert!
Her lagde vi paa stranden
Efter nogle timer blev vi noedt til at ligge os laengere op paa stranden, da vandet steg helt vildt hurtigt
Igår var den første rigtige dag, med første dag på arbejdet. Vi stod op kl. 08.45, fik tøj og gik over i huset for at få morgenmad. Morgenmaden står klar hver morgen. Det er de to hushjælpere som står for det hele og er her hele dagen lang. De snakker næsten ikke engelsk, så derfor er det faktisk umuligt at føre en samtale med dem. Så hvis vi spørger om noget eller siger noget til dem nikker de bare eller smiler. Morgenmaden er hvidt brød (som vi heldigvis kan riste, ellers var det nærmest uspiseligt ), og dertil er der margarine, appelsinsyltetøj og peanutbutter, så det er ikke det store udvalg, men heldigvis er der også et stykke frugt til os Vi tog en bajaj mod børnehjemmet. Det er stadig mega svært at finde rundt, så vi er lidt i tvivl om hvor vi bliver kørt hen, fordi vi ikke kan huske navnene på de forskellige steder (det er svært, men det skal nok komme..) På børnehjemmet er der kun én mand der kan engelsk og det er ham der står for børnehjemmet. Han var der heldigvis da vi kom, så vi havde en at sige hej til. De små børn kom løbende hen til os og tog os i hånden og alle spurgte “what’s your name?” “what’s your name?”. De fleste hernede har lidt svært ved at sige navnet Mette, men Karoline klarer de ganske fint Noget af det første de også spurgte om, var om vi havde balloner med (det var lidt ærgeligt, for vi har nogle liggende derhjemme.. Men heldigvis er der mange dage endnu). Det er så forfærdeligt på børnehjemmet.. Børnene virker glade, men de lever virkelig dårlig! De har ingen undertøj på, går i beskidt tøj og så er alle klippet helt korthåret (nok fordi det er det nemmeste). Nogle af børnene har helt rådne tænder, store sår og gul ørevoks ud af ørene og så lugter de. (Så i starten var det lidt svært at komme for tæt på dem..) De slår meget til hinanden og tænker altid på dem selv før andre. Men de græder næsten aldrig, så de må være vant til lidt knobs. Og når de voksne tager de helt små børn, bliver de bare båret i én arm. Det er så synd, men der er ikke så meget at gøre ved det. Desuden har de ingen legetøj overhovedet. Vi har fået af vide at hvis man giver dem noget, tager personalet det med hjem til deres egne børn, så på den måde kan vi heller ikke rigtig hjælpe. Men heldigvis er de meget kreative! Der sad blandt andet en dreng og fik tiden til at gå med elastik (en ting som vi egentlig bare tager forgivet). Men det mest imponerende er deres hjemmelavede fodboldspil. Nogle af drengene har skruelåg fra flasker hvor der indeni er et lille avisudklip med forskellige fodboldspillere, som de bruger som mænd, bolden er en lille perle, sten eller nød, og målet er et hul i muren. De går vældig meget op i det! De bruger også alle sammen et bestemt håndtegn som vi har lært – det er noget med at man klapper hinanden i hænderne et par gange, laver et kys på fingeren og tager fingeren i vejret (lidt ligesom en fodboldspiller der scorer). Heldigvis har de nogle gange også “skole” i børnehjemmet. Så de kan alfabetet og tælle til 10. De er virkelig fascinerede over vores lyse hår og hud og vil hele tiden røre ved det. Især ur og telefon er de helt vilde med. Men vi har fået af vide at vi skal passe på og egentlig helt skal lade det blive hjemme. Der var fx en der prøvede at lukke vores mavebælte op uden vi opdagede det, men vi passer godt på. Da kl. blev ca. 13.30 skulle de have mad. Det var blevet lavet over bålsted ude bag ved, hvor de bare fik et fad til at dele. De fik klistret ris med brune bønner, hvilket de sikkert får hver eneste dag. Vi blev også tilbudt, men takkede pænt nej tak! (Det var så beskidt at vi slet ikke turde tænke den tanke!). De skulle vaske deres hænder inden, hvilke slet ikke giver nogle mening, da alt er så beskidt. De spiser på jorden, der var fluer i risen, de roder alle med deres fingre i samme fad (både voksne og børn) og når de tabte noget på jorden, samlede de det op og spiste. Den mindste dreng på 8 måneder spyttede det først ud, så fik han bare et slag, og fik det proppet ind i munden igen. Det var lidt hårdt at se, vi kunne ikke gøre noget, for det er jo sådan det er hernede.. Tidligere på dagen mens vi legede, stormede alle lige pludselig hen i et hjørne og råbte og slog til hinanden. Vi var sikker på det var slåskamp, men det vidste sig at være en kasse med brød, som blev fuldstændig tom på sekunder! Der var det bare ærgerligt at være lille.. Men de har et tæt sammenhold, kysser hinanden, rører ved hinanden og bærer hele tiden på de små. De leger alle sammen sammen, men alligevel tænker de på dem selv først, og kan nemt finde på at slå hvis en anden prøver at få vores opmærksomhed fra dem. Vi har fået af vide vi ca skal være der 4-5 timer om dagen, så vi tog hjemad ca. kl. 14. Da vi kom hjem gik vi i bad, for vi lugtede virkelig slemt pga. de beskidte børn. Og så satte vi også ud i solen med en bog, men det var ikke meget sol vi kunne nå, for kl. 19 er der total mørkt! På det tidspunkt havde vi stadig ikke mødt familien, kun Ruben (drengen), og hushjælperne fortæller ikke noget, så vi vidste ingenting om hvor vi måtte opholde os, tage noget frokost osv. Ruben kom hjem kl 19, tog et bad og så spiste vi aftensmad med ham. Vi fik ris med bønner, små stykker kød, og lidt grøntsager. Heldigvis skulle vi ikke spise med fingrene, men havde en ske, hvilket stadig var svært, når man skal skære kød over! Ruben kiggede noget, men vi lod det tilsidst bare ligge, haha Efter maden så vi engelsk TV med Ruben (hele familien snakker engelsk med hinanden hele tiden). Ruby (faren) kom hjem kl 20.30 fra arbejde (det er noget af nogle lange dage de har!). Vi var virkelig spændte på at møde faren. Men han kom mega glad ind og hilste pænt og var virkelig sød. Han spurgte ind til os og spurgte om alt var i orden og om vi havde ønsker til maden. Han sagde også at vi endelig bare skulle opholde os i huset, tage sol i haven og tage noget at spise. Det var dejligt endelig at få på plads hvad vi måtte og få de informationer. Faren er virkelig gæstfri, og spurgte om vi ikke ville have en øl eller åbne en flaske vin til os. Man kan virkelig godt se at det er en rig familie, der er styr på det hele og huset er så fint. Ruben går blandt andet også i en engelsk skole, lidt væk herfra, hvor han bliver kørt til og fra af en privat chauffør. Så det er dejligt nok at vide, at man er i trygge rammer når man er hjemme, nu når det hele er så barsk på den anden side af porten.
Det er det hvide stykke broed, som vi faar til morgenmad, samt margarinen ved siden af
En Bajaj, som er vi koerer med naesten hele tiden. Man skal soerge for, at have sine ting taet ind til sig, da folk kan finde paa at stjaele mens man koerer
Porten ind til boernehjemmet
Her sidder “personalet” over i hjoernet hver dag, og laver ingenting
Nogle af de yngste boern som spiser frokost, hvilket bestaar af ris og boenner. Der kravler fluer i maden, og det hele ersaa beskidt!
4 boern fra Chakuwama Boernehjem. De kan godt lide at faa taget billeder af sig selv
Mette sammen med to boern – vi er ikke saa gode til at huske deres navne
Dette er Christian, som er den yngste paa 8 mdr. Han bliver hevet i konstant.. (Lig maerke til det sorte vand de drikker)
Vi ankom til Dar es Salaam kl. 03.50, hvor vi skulle hen og faa lavet visum, hvilket var lidt indviklet og svaert at finde ud af, men vi fandt ud af det. Vi var lidt i tvivl om vores kufferter dukkede op, men de var der heldigvis. Uden for lufthavnen stod Salemon, som skulle koere os hjem til vores host familie. Det var en slidt bil, hvor doeren ikke virkede og det samme gjorde kilometer taelleren heller ikke, men hovedsagen var at den kunne koere! Vores tur hjem var det vildeste, da vejene bestaar af sand og sten, og det humpede hele turen hjem. Da vi ankom ved vores familie blev vi lukket ind af en port, som vores private sikkerhedsmand stod ved. Vores familie bestaar af Mr. and Mrs. Monyo og deres to boern Ruben og Maniela paa 8 og 14 aar. De bor i et virkelig flot hus, og man er slet ikke i tvivl om, at det er en rig familie. Da vi blev lukket ind af porten, blev vi sendt hen i et slags mini hus 2 meter vaek fra det rigtige hus, hvor vi skulle bo. Vores hus bestaar af et koekkenalrum, et vaskerum, vores vaerelse og et badevaerelse. Vi var virkelig traette efter vores rejse, da vi knap nok havde sovet i flyvene, saa vi valgte at gaa direkte i seng, hvor vi altsaa ikke havde moedt vores familie endnu.
Naeste morgen vaagnede vi kl. 08.30, da vi havde faaet af vide, at vi skulle vaere klar kl. 10, da Emanuel (en anden fra Projects Abroad) ville tage os med paa introduktionstur. Vi vidste ikke, om vi kunne regne med at han var der kl. 10, da den afrikanske tid ikke er saa fast, og derfor goer det ikke noget, hvis man kommer en time eller to for sent. Overraskende nok var Emanuel der kl 10, hvor vi selvfoelgelig stod klar. Vi gik et godt stykke hen til en Bajaj (hvilket er en slags trehjulet tuk i Danmark). De koerer over alt i Dar es Salaam, og det er det transportmiddel der mest anvendes, selvom de koerer ret sindssygt. Vi giver ca. 3000 shillings (hvor 1 dansk krone svare til 250 shillings), saa det er ret billigt. Vi var ude at se det boernehjem, som vi skulle starte paa dagen efter. Vi blev virkelig overrasket over, at de virkelig var fattige og intet havde at lege med. Det mest forfaerdelige var, at hele personalet laa og sov, undtagen en dansk frivillig (hun hedder Julie og ogsaa 20 aar). Julie fortalte at hun stadigvaek ikke havde fundet ud af hvem personalet var, selvom hun havde vaeret her i 2 uger. Efter boernehjemmet gik vi over i et storcenter, hvor vi fik en afrikansk telefon, saa vi kan komme i kontakt med de andre volontoerer. Samtidig fik vi ogsaa skiftet vores simkort i vores egen mobil, saa vi har fri internet – virkelig dejligt! Efter dette gik vi over i en slags bank, hvor vi fik vekslet vores dollars til shillings. Bagefter tog vi ud til Projects Abroad hovedkontor, hvor vi skulle have lavet arbejdstilladelse – der var virkelig mange kedelige informationer, isaer ovenpaa saadan en lang rejse, hvor vi kun havde faaet en nattesoevn paa 4 timer. Da vi langt om laenge var faerdig med det, tog vi med Samuel ud at spise paa en restaurant. Karoline fik en omelet med promfritter i og Mette fik kylling (der var ben og alt mulig andet i den) og ris. Der fik noget af noget af en overraskelse, da vi opdagede at alle spiser med fingerne, saa det var bare at gaa i gang med kloer fem – vi kan vel ligesaa godt vaenne os til det, men det var bestemt ingen succes. Emanuel fortalte, at der var faellesspisning sammen med de andre volontoerer om aftenen, som vi selvfoelgelig gerne ville med til. Da vi kom hjem fra vores frokost med Emanuel valgte vi at ligge os lidt og tage et bad (det var en iskold bruser uden tryk, saa det blev til et hurtigt bad). Da kl. blev 18.00 tog vi en Bajaj ud til moedestedet, hvor vi skulle moedes kl. 18.30. Da vi allesammen var ankommet, gik vi samlet hen til den restaurant, hvor vi skulle spise. Vi var ca. 10 volontoerer (hvor der kun var en dreng i blandt) og 3 arbejdende for Projects Abroad. Der var en del danskere, saa det var dejligt, da det ikke altid er lige nemt at forstaa en blanding mellem engelsk og swahili. Maden var bestemt ikke noget, som vi kan prale af, saa derfor fik vi naermest ingen aftensmad. Maden bestod af forskellige former for groed ud paa en tallerken sammen med en slags sur, hvid, bloed pandekagedej, som vi skulle skovle groeden op med – puha! Inden vi tog afsted ud til moedestedet havde vi lagt en seddel til Mr. and Mrs. Monyo, da vi stadigvaek ikke havde moedt dem. Vi skrev, at vi var taget ud at spise sammen med de andre, og at vi ca. var hjemme omkring kl. 21. Da vi kom hjem stod der en spaendt dreng oppe i vinduet og ventede paa os. Han kom loebende ned af trapperne, og praesenterede sig selv meget formelt. Han fortalte at hans soester var paa skole og at hun foerst kommer hjem den 13 oktober og at moderen er i Dubai for at traene indtil loerdag (vi ved ikke helt hvilken form for traening det er). Han sagde, at faderen laa oppe i sovevaerelset og saa TV, saa vi sagde godnat til Ruben og gik i seng – ret underligt, at faderen ikke ville ned at sige hej. Da vi kom over paa varelset og havde sagt godnat til vores vagt, fik vi det stoerste chok, da vi stod og boerstede taender. Lige over vores seng var der den klammeste firben paa ca. 15 centimeter. Vi var begge to godt klar over, at ingen af os var modig nok til, at tage den vaek. Derfor loeb vi ud til vores vagt, og bad ham om at fjerne den, hvilket han sikkert er vant til. Efter det kunne vi endelig se frem til en ordenlig nattesoevn.
Den foerste dag har virkelig vist, at Afrika er en kaempe modsaetning til lille Danmark. Alt er saa anderledes og alt goeres paa en helt uforstaaelig maade. Men vi har det godt! 🙂
Nedenfor har vi valgt at vise nogle billeder:
Rejsens start! Holstebro station.
Mette venter i Vejle da vi skiftede tog. Det var såååå koldt!
Hvis i kan fornemme det, er flyet i baggrunden (fra Kastrup til Istanbul) 🙂
Vores aftensmad i lufthavnen bestod af et stykke pizza
Flyvet som vi floej med fra Istanbul til Dar es Salaam – luksus fly i forhold til vores fly fra Kastrup til Istanbul
Mette foran vores fly, hvor man maskaa kan fornemme vores pilot i baggrunden
Okay, jeg fik måske en lille halv time på øjet! 😀
Mette i vores seng – ovenover hende haenger et myggenet, som alle i Afrika bruger. Den var ret ulaekker foerste nat.
Selvom vi bor i en rig familie, saa ser vejen uden for vores hus saadan ud. Kan I ikke godt se, at det er svaert at koere i en bil her – det var aldrig gaaet i Danmark
Det er i dag tirsdag den 16 september, hvilket betyder, at der nu kun er 6 dage til turen går til Afrika (wuhuu) Vi glæder os utroligt meget, og det er for alvor ved at gå op for os, at vi snart skal om på den anden side af jordkloden, når vi er ved at pakke kufferten.
Vi har i dag været sammen, for at få styr på de sidste praktiske ting og for at få lavet denne blog, som vi forhåbentlig gerne skulle ligge en masse skønne billeder ind på, når vi ankommer til Dar es Salaam. Samtidig har vi i dag skiftet familie endnu en gang, da der har været lidt problemer med vores værtsfamilie. Vi har fået af vide, at vi skal bo hos Mr. and Mrs. Monyo, sammen med deres to børn Mariela og Robin, som I vil komme til at høre meget mere om, når vi ankommer hos dem.
Tidlig mandag morgen (22 september) tager vi toget fra Holstebro Banegård, hvor vi skal med toget mod Kastrup Lufthavn kl. 04.41. Dernæst ankommer vi til Kastrup Lufthavn kl. 09.08 og kl. 11.30 flyver vi med Türkish Airline til Istanbul, hvor vi skal mellemlande i ca. 3 en halv time. Kl. 19.10 afgår det sidste fly så, som flyver til Dar es Salaam, hvor vi lander kl. 02.35 om natten.
Vi har valgt at skrive lidt kort information om stedet, hvor vi skal være de næste to måneder, sådan I har en forståelse hvor vi befinder os, og hvor forskelligt det er i forhold til lille Danmark:
Dar es Salaam er hovedstanden i Tanzania, og der bor cirka ligeså mange mennesker, som der bor i Danmark. Dar es Salaam er den største by i Tanzania.
Dar es Salaam ligger på kysten af Tanzania øst på bredden af Det Indiske Ocean. Det grænser Zanzibar mod øst (som vi desuden har besluttet os for, at vi simpelthen SKAL besøge).
Det officielle sprog i Dar es Salaam er Swahili (vi har allerede forberedt en masse afrikanske gloser hjemmefra, så vi f.eks. ved hvordan man siger “Godmorgen” på, på deres officielle sprog).
Man betaler i Dar es Salaam med Shillings, hvor 1 kr. svarer til 250-260 shillings.
Der er en times forskel mellem Dar es Salaam og Danmark, hvilket betyder at vi i Dar es Salaam er en time længere fremme end jer herhjemme.
Vi glæder os til at det bliver mandag!
Som I kan se, så er vi i fuld gang med at få pakket kufferten!
