Torsdag den 23 november om morgenen, sagde vores “pedel” i huset, at vi ville få vand senere i dag, som vi var vildt glade for at høre. Samme morgen hørte vi et ordentlig brag, som viste sig at være et køretøj, der var kørt ned i vores rist og havde ødelagt den, så køretøjet nu lagde på siden. Problemet var bare, at køretøjet havde en ordentlig balje vand bagpå, som højst sandsynligt nok var det vand, som vi skulle bruge til at komme i bad med, senere i dag. Så inden vi gik på arbejde, var vi nu ikke sikre på, om vi fik et brusebad eller ej, når vi kom hjem. Dagen på hospitalet var en typisk normal dag på fødegangen. Der var mange kvinder, som ventede på at føde. De fleste lagde og skreg, og råbte på doktoren. Så var der en VIRKELIG stor dame, som havde født en fin lille pige. Problemet var bare, at den nybagte mor blev ved med at bløde, og det var virkelig voldsomt. Der stod en masse læger og rørte ved hende, og hun skreg virkelig. De stak sådan en lang pincet op i hende, og hvorfor de gjorde det, det ved vi ikke. Der rendte blod ned på gulvet, hvilket gjorde at det så mere drabeligt ud. Hun var så stor, at hun næsten ikke kunne ligge på briksen, og hernede har de vist kun en størrelses seng, hvor alle er lige hårde.. Endelig da de fik syet hende nogenlunde sammen, blev hun transporteret over på en anden afdeling. Vi var nok 5 personer der stod omkring hende, og hjalp til med at få hende ned på den anden briks, som hun skulle transporteres på, fordi hun var så stor. Hun kunne kun lige ligge på briksen, hvis hun lagde på hendes ene side, og så kunne siderne ikke tages op på briksen.. Der var også en anden kvinde, som virkelig lagde med store veer. Lægerne fortalte os, at de ikke kunne høre barnets hjerterytme, og de troede derfor, at barnet var død. Men det mest underlige var, at de kun fortalte os, at barnet måske var dødfødt, og ikke engang moren? Så måske ville hun først finde ud af, at hun havde født et dødt barn, når det var overstået. Hun lagde så utroligt på briksen, og råbte på doktoren hele tiden, men der var ingen der kom hen og så til hende. Vi nåede ikke at se hende føde, så vi fandt ikke ud af, om barnet var i live eller ej. Vi tog hjem omkring middag, hvor vi skyndte os hjem og tændte vandhanen, for at se om der var kommet vand. Og yeeees, det var der! Efter vi havde spist frokost, lagde vi os ud i solen. Kl. 15.30 gik vi ind i et BRUSEBAD, hvilket var tiltrængt efter 3-4 uden vand. Vi havde aftalt med de andre voluntører, at mødes på en strand kl. 17.00, hvor vi samlet skulle spise aftensmad. Vi bestilte vores mad omkring kl. 17.45. Da der var gået en time begyndte vi så småt at kigge på uret, og kunne ikke forstå, hvor vores mad blev af. Efter halvanden time fik nogle deres mad, og de begyndte selvfølgelig at spise det, så det ikke blev koldt. Da de næsten var færdige fik andre deres mad efter 2 timer, og de sidste fik så endelig deres mad efter 2,5 time – så ringe! Det skulle ellers have været en hyggelig aften, hvor vi skulle spise sammen, men endte i en fiasko, hvor folk slet ikke kom til at spise sammen – typisk Afrika, at der slet ikke er styr på noget… Kl. ca. 21.00 tog vi en Bajaj helt hjem til porten, hvor vi næsten gik direkte i seng!

Fredag den 24. Oktober var det Dirty Day, hvilket var anden gang vi skulle til det hernede. Vi skulle igen ud og male en skole, dog bare et andet sted denne gang. Vi skulle mødes ved Makumbusho (den store busstation) sammen med de andre volontører kl 8.30. Her tog vi sammen en dalla-dalla bus ud til skolen. Den lå meget øde, og vi skulle selv gå den sidste stykke vej ad en masse sand. Det begyndte så småt at regne, hvilket vi slet ikke kunne overskue! Det er ét stort mudderbad, når det regner hernede, så det er umuligt at være ude næsten. HELDIGVIS stoppede det hurtigt igen. Vi satte os ved skolen og ventede. Vi frygtede at vi skulle vente lige så mange timer som sidst, men heldigvis var det nærmere en halv time denne gang. Der var helt vild mange børn på skolen og de var i noget bedre stand end på den anden skole. Her havde de alle sammen skoleuniformer og lignede alle sammen hinanden fordi de var ens i tøjet og alle klippet skaldet – uanset om de var drenge eller piger. De kom alle løbende og råbende ud fra skolen og stillede op til at få taget billeder. Der var børn overalt! Vi fik låst vores tasker ind i en bil, så vi var sikre på de ikke blev taget. Så skulle vi igang med at male. Der var 3 klasselokaler og så skulle vi male udenfor også. Der var meget mere styr på det denne gang end sidste gang. Selvom de begge gange har blandet malingen op med vand, så endte det faktisk med at vi kunne se en forandring. Til sidst gjorde vi klasselokalerne rent og stille bordene ordentligt – det var en noget bedre oplevelse denne gang end sidst! Vi fik en lille pause, hvor de fra Projects Abroad havde lidt vand og en juice til os. Og så fik vi sådan en bolle/kage/dounut – vi ved ikke helt hvad det er, men alle spiser det hernede og de bliver solgt overalt ved vejene. De smagte fint nok. Vi var bare glade for at vi fik lidt, frem for sidste gang hvor vi gik indtil kl 15 og arbejdede uden at få noget at spise. Under et stort træ stod der et bord med 3 voksne og en lang række af børn i kø. Det vidste sig at de hver fik en indsprøjtning. Vi fandt aldrig ud af hvad det var for, men vi håber det var en sundhedsplejerske som vaccinerede dem (hvis det overhovedet findes hernede..) Ved 14 tiden var vi færdige og vi gik op til vejen for at vente på en dalla-dalla bus. Der gik en evighed, så vi gik sammen i små grupper og tog en bajaj i stedet. Om aftenen tog vi ind til Slipway, for at spise med et par stykker af de andre volontører. Vi spiste på en slags cafe, hvor vi fik en sandwich med kylling og pommes frites, hvilket smagte udemærket. Karoline manglede halvdelen af det der skulle være i sin sandwich og klagede. Så kom der en tjener med en lille tallerken med et stykke klamt bacon på. Føj.. Nej tak! Det var aldrig gået i Danmark. Der havde de taget den med igen og lavet det om. Vi har indset nu, at standarden på ingen måder er det samme her, som derhjemme. Så man kan ligeså godt lade med være at klage… Vi var bare glade for at der denne gang kun gik en halv time og ikke 2,5 time, inden vi fik vores mad, ligesom der gjorde på stranden i torsdags! Da vi havde spist og snakket lidt, tog vi hjem og gik så småt i seng.

Lørdag den 25 november havde vi aftalt med den andre voluntører, at tage ud til et hotel et stykke herfra, idet der var en af de andre voluntører der havde fødselsdag. Vi mødtes i Makumbusho (stationen for alle Dala Dala busser) kl. 08.50, hvor vi skulle med en Dala Dala bus kl. 09.00. Vi kørte i et godt stykke, indtil vi endelig var fremme. Vi gik et lille stykke hen til hotellet, som var et virkelig fint hotel! Da vi havde talt med receptionisten, viste hun os det pool område, som vi måtte benytte os af hele dagen. Problemet var bare, at der kun var liggestole til 6 personer, og vi var så 17 voluntører, som skulle bruge en liggestol. Der var åbenbart ikke en klokke der havde ringet hos dem, da vi fortalte at 17 personer gerne ville sole os en hel dag? Vi besluttede os derfor, at tage en færge ud til et andet sted. Vi betalte 400 shillings for at komme med færgen, som er ca. 1,5 danske kroner. Hvis man ikke tog færgen derhen som tog 10 minutter, så tog det 5 timer at køre derhen – ret vildt. Da vi kom over på den anden side, tog vi Bajajs hen til en lækker strand, som lagde 9 km. fra færgen. Vi var ialt 3 personer i en Bajaj, og betalte 2000 shillings hver (7 kroner). Man siger, at den strand nærmest er mini Zanzibar, fordi det er så lækkert. Da vi ankom betalte vi 5.000 shillings for at komme ind, og med i den pris var der to vand eller to sodavand, så igen var det ret billigt. Vi fandt et godt sted i solen, og ellers bare solede os hele dagen. Der var et par stykker der var lidt misundelige på vores brune krop, så Mette blev kaldt for en “pro-tanner”, idet de mente, at hun var god til at ligge stille i solen hele dagen lang, haha. Men vi mener nu, at vi sagtens kan blive mere brune, hvilket vi selvfølgelig håber på! Vi spiste frokost på stranden. Karoline fik en club sandwich med promfritter, og Mette fik en salat. Stranden og vandet var virkelig lækkert, idet vandet var så klart. Kl. 17.00 blev vi hentet af vores Bajaj chauffører igen, idet vi havde aftalt med dem, at de skulle være der kl. 17.00. Vi blev kørt tilbage til færgen, og sejlede over på den anden side igen. Vi var ikke så specielt sultne, så vi aftalte med de andre voluntører at tage ind og få en Frozen Yoghurt, istedet for aftensmad. Efterfølgende tog vi en Bajaj hjem, hvor vi gik i bad og i seng.

Søndag den 26. Oktober og 3 uger til vi er hjemme. Nu når vi tænker tilbage er de 5 uger egentlig gået hurtigt og vi er sikker på at de næste 3 uger kommer til at gå endnu hurtigere. Vi glæder os så småt til at komme hjem, selvom vi oplever en masse spændende ting her. Vi besluttede vi os for at tage i vandland, som vi har været en gang før. Det er langt fra lækkert og luksuriøst, men det er billigt og det er fint nok til solbadning og afslapning. Vi stod op og spiste morgenmad og pakkede vores taske. Vi havde bestemt os for at tage ind til Mlimani City (indkøbscenteret) for at handle lidt ind, for vi havde ikke mere solcreme. På vejen derhen kiggede vi lidt i boder og fik købt lidt der. Det var stort set umuligt at finde solcreme! Det eneste de havde i hele centeret var én slags faktor 50 og én slags faktor 10, hvilket slet ikke lige var det vi havde regnet med. Vi skulle jo have noget solcreme, så vi købte 10’eren. Vi fik også købt noget havregryn. Vi er træt af toastbrød hver morgen og det bliver for dyrt i længden at købe cornflakes og mælk. Deres havregryn er i dåser hernede, mega mærkeligt, men det ligner og smager som almindelig havregryn derhjemme. Så om morgenen koger vi vand og hælder over. Dejligt med noget mættende! Vi tog afsted til vandlandet, som ligger ude ved vandet, ved en masse hoteller. 22,50 kr for at komme ind og så fik vi frokost (“sandwich” af toastbrød og pommes frites) for 15 kr. Det er umuligt at leve sundt hernede! Muligheden for at vælge noget sundt er her slet ikke.. Men det er der ikke noget at gøre ved! Derudover fik vi en vand til 3,5 kr og en is til 3,5 kr. Priserne her er lige til at overkomme! Det var så varmt den dag at vi næsten ikke kunne holde det ud! Der var knap 30 grader, men der var slet ingen vind! Godt vi havde poolen til at komme i, selvom den er lidt snavset.. Internettet var virkelig godt her, i forhold til i det område hvor vores hus ligger. Så vi fik snakket med nogle af dem derhjemme over Skype, hvilket var virkelig dejligt og tiltrængt! Vi tog en bajaj hjem omkring 16.30 og fik et bad. Derefter satte vi os over i stuen og læste bøger og blade. Ruben og moren Martha sad også i sofaen. 19.15 var der aftensmad. Vi fik kanel-ris med kartofler i, noget sovs, kartofler med ost på og heldigvis salat. Mens vi spiste sammen med Ruben i køkkenet, sad moren inde i stuen. Det er mega mærkeligt at man ikke spiser sammen hernede! Noget der var endnu mere mærkeligt var at Ruben fik ét ben til aftensmad (noget i stil med spareribs). Det var det eneste han fik og han sad og tyggede på det hele den tid hvor vi spiste vores mad. Sært.. Vi gik over på vores værelse allerede ved 20 tiden og gik i seng derefter.

Mandag den 27 oktober skulle vi igen på arbejde på hospitalet. Idet lægerne troede, at vi var jordmødre, havde vi fået det forkerte skema, som vi skulle følge. Derfor kunne vi egentlig selv bestemme hvilken afdeling vi ville være på, hvilket faktisk ikke er noget nyt, idet der er ingen der følger deres skema. Endnu en gang savner man virkelig Danmark, hvor der er styr over tingene! Vi havde besluttet os for, at være på “Miner” den dag, som er en slags “skadestuen” med alt fra himmel og jord. Vi havde hørt, at det var en virkelig voldsom afdeling, og mange voluntører havde besvimet af at se behandlinger af patienter på stuen. Heldigvis var der tændt for aircondition og blæseren, så det var slet ikke varmt eller klamt derinde. Den første patient var en halv bevidstløs ung mand, som havde to flænger i sit baghoved – en stor, dyb flænge og en lille en. Han blev kørt ind på stuen i en kørestol, hvor han efterfølgende blev lagt op på briksen. Stuen består af to “senge”, hvor der er en gennemsigtig plastik mur imellem. Nogle gange bliver der 3 patienter behandlet af gangen, hvilket betyder at den ene patient står op og bliver behandlet. Stuen er cirka 5 kvadratmeter, og det er virkelig trængt derinde. Når patienterne kommer ind, så bliver deres navn først råbt op, hvor de efterfølgende kommer ind i rummet. Det er ikke noget med at sige pænt goddag eller spørge ind til hvad der er sket, men i stedet ligger patienterne sig selv op på briksen, hvor det så er lægens ansvar at finde ud af, hvor skaden er på kroppen. Denne unge mand havde været ude for en bil ulykke, fortalte lægen, da vi spurgte hvad der var sket med ham. Men som regel, så siger lægerne altid, at det er en ulykke, og ikke hvilken slags ulykke. Karoline fik det dårligt, da de skulle til at se nærmere på mandens baghoved, så hun gik uden for døren. Først baberede de hele mandens baghoved, hvor de efterfølgende gik igang med at sy. Han fik slet ikke noget bedøvelse, men han sagde ikke en lyd, idet han var helt væk. Nålen de syede med, lignede nærmest en fiskekrog. Da de var færdige blev manden kørt uden for igen, og de var nu klar til den næste patient. Hele dagen var der faktisk overraskende travlt på “skadestuen”, og alle læger var næsten fuldt beskæftigede hele tiden, hvilket var en stor overraskelse. Igennem dagen kom der patienter som skulle have skiftet deres kateter (en kateter pose, som de tisser ned i, idet deres egen urin-udvej ikke virker), folk med store åbne sår, der skulle syes, en lille pige, som skulle have skiftet sin forbinding (børn har slet ikke mødre eller fædre med ind på stuen, så hun prøvede hele tiden at holde os voluntører i hånden, når hun skreg). En anden voldsom behandling af en patient, som Mette så, var en ung mand, hvis albue/arm der var gået betændelse i. Hvis han ikke fik renset hans arm, så skulle den amputeres, så der var nærmest kun en udvej. Han havde fået “bedøvelse”, men man siger at over halvdelen af det bedøvelse de får, det består af vand, så bedøvelsen virkede slet ikke på ham, hvilket også kunne høres på ham, når han skrev som en gal. Man kunne se ind til hans knogle, og når de rensede huden, så stak de en pincet med vat ind under huden på ham, og fik alt det betændte sorte væske ud. Samtidig kørte de også deres fingre rundt under huden på ham, og han skreg så højt, at det var helt enormt. Det er samtidig også forfærdelig, at patienterne ligger millimeter fra hinanden, imens de skriger og bliver behandlet. Der var også en anden patient, som nærmest ikke havde nået hud på hans skinneben, som Mette så. Han var kommet de sidste to måneder, hver eneste dag, og få renset hans ben, men det var næsten også nødvendigt, idet hans sår simpelthen var så enormt. Jeg tror virkelig ikke man kan forestille sig hvor vild sådan en arbejdsdag er. En anden mand omkring de 25-30 år kom ind med et virkelig hævet knæ/lår. Låret var helt varmt, og når man trykkede på det, så forsvandt fingeraftrykket ikke, som det normalt ville have gjort. Lægen fortalte at de skulle have presset alt det betændte ud, ellers skulle han have skåret benet af. De skar et dyb hul, nær hans knæ, lige efter han fik “bedøvelse”. De kan simpelthen lige så godt lade være med at give bedøvelse, idet det overhovedet ikke virker. Efterfølgende gik de igang med at presse det betændte ud af hans lår, og vi kan sige jer, at han skreg – det var helt vildt! En hollandsk pige der læser til medicin i Holland skulle assistere lægen, men hun fik det dårligt, så Mette blev pludselig sat igang med at assistere (på hendes første dag på afdelingen…), selvom hun ikke vidste hvad alle ting hed på afrikansk eller engelsk, men hun kom heldigvis helskindet igennem det, også uden at få det dårligt. Det er ikke nok med at skrive oplevelserne for vores arbejdsdag, idet man nærmest selv skal opleve det – selvom det ville være så forfærdeligt at opleve. Karoline kunne næsten ikke holde til at se nogle af patienterne blive behandlet, men det har nok også noget med omgivelserne at gøre. Selvom de siger, at det hele er sterilt, så er det langt fra sterilt. Patienterne ligger på hinandens blod- og svedpletter, og lægerne bruger de samme handsker til alle patienter (medmindre de er overfaldt med blod eller gået i stykker). Hvis patienterne skal bruge en forbinding eller lignende, så skal de selv have sørget for at få det købt og have det med til lægen – ret vildt! Efter arbejdsdagen tog vi hjem og spiste frokost, og lagde os ud i solen. Vi ville rigtigt have skrevet et blog indlæg, men nettet var ikke med os (igen, igen). Om aftenen spise vi aftensmad med familien i mørke, idet strømmen var gået endnu en gang… Efterfølgende gik vi i seng.

Idag tirsdag havde vi besluttet os for, at tage endnu en dag på skadestuen, og så for at give det hele en chance mere for Karoline. Det var en travl dag, ligesom igår. Der kom igen idag en hel del forskellige patienter, som skulle have behandlet lidt af hvert. Der var blandt andet en pige på omkring 10-12, som havde et rimelig dyb sår lige ovenover hendes stortå, men hun ville langt fra arbejde sammen med os. Vi prøvede stille at holde hende nede i sengen, men hun kæmpede imod, og vi ville ikke udøve vold mod hende. Lige efter kom der er stor, sur gammel læge, som holdte hendes arme og ruskede i hende, imens hun råbte på swahili, og så kunne pigen ligge stille. Det var ret voldsomt, men man bliver simpelthen bare nødt til at tænke bort fra at de er voldsomme ved patienterne, for det er de virkelig.. En anden jævnaldrende dreng skulle ind og blive omskåret. Og så tænker man så, hvorfor skal han ligge og blive omskåret, imens der er andre patienter i samme lokale – det er slet ikke til at forstå, at det er lovligt. Han var en virkelig tapper dreng, men kunne alligevel ikke holde skrigene tilbage til sidst. Så var der også en mindre behandling, hvor en lille dreng havde fået en bønne op i næsen, hvilket ikke var så voldsomt, i forhold til alt det andet der foregår på stuen. Den sidste patient vi havde var en virkelig gammel, tynd dame, som virkelig lugtede. Hendes tænder var skæve og rådne, og hendes ene fod var nærmest ætset, hvor der var fluer i hele tiden – så klamt! Ellers har det været en meget normal dag på arbejdet, og karoline kunne holde til det hele i dag! Senere idag skal vi bestille vores tur til Zanzibar. Vi tager afsted næste fredag, og kommer hjem tirsdagen efter, så vi i alt får 4 overnatninger. I aften skal vi til “Social Dinner” sammen med de andre voluntører, hvor vi skal spise på en restaurant nær Slipway (det lækre sted, som vi har besøgt 2 gange før). Vi håber på noget lækkert mad, hehe.

 

 

 

Mandag den 13. oktober var igen en ganske almindelig dag hvor vi skulle hen på børnehjemmet. Vi plejer at gå et stykke fra huset, hen til en bajaj-stoppested, som kører os hen til et STORT lyskryds, hvor der også er en bajaj-stoppested (det giver vi 3,5 DDK for, så det er lige til at overkomme). Derfra går vi det sidste stykke hen til børnehjemmet. Men den dag startede lidt vildere end vi havde regnet med. Lige da vi var steget ud af vores bajaj, løb en masse folk ud midt i krydset og nogle råbte. Det viste sig at ham politimanden som nogle gange står ude midt i krydset og dirigerer, var blevet kørt ned! Vi gik hen for at kigge og han lå nede på asfalten med en masse biler omkring sig. Trafikken er simpelthen for sindssyg her.. Det bliver ikke noget vi kommer til at savne hvert fald! Et par mænd fik ham båret op og lagt ind i samme bil som havde kørt ham ned og så kørte de ellers afsted.. Hmm, stakkels mand. På børnehjemmet var der INGEN børn lige da vi kom ind. Det var så fordi de havde skole inde i et opholdsrum med en tavle. Det var mest de mindste børn. De var fra ca. 4-12 år. De sad på gulvet og læreren i en gammel sofa. De skulle skiftes til at gå op og skrive store og små bogstaver i alfabetet og lærte derefter vokaler. De bruger meget det med at gentage hvad læren siger, og var overraskende lydige i forhold til hvad de plejer. I løbet af den tid vi har været på børnehjemmet, er det anden gang læren er der. Det vil altså sige at i løbet af 4 uger har de besøg af en lærer 2 gange i 1,5 time. Det er ikke meget.. Kl. 16.30 havde vi bestemt os for at tage i biografen. Om søndagen var der nogle af de andre som havde set “Gone Girl”, så den ville vi også gerne se. 6.000 shillings (20 danske kr) for at komme i biografen er skisme også billigt! En af grundene til vi ville i biograf var også for at smage deres popcorn, haha. Det er sådan nogle søde nogle med karamel, og det havde vi bestemt os for at smage! Så typisk som det kunne være, havde de dem selvfølglig ikke den dag, så det må vi vente med! Da vi havde vist vores billetter, gik vi ind i salen. Vi undrede os lidt over at der sad så mange derinde og at der allerede kørte en film. Lige pludselig stod der 4-5 vagter ved os, og ville tjekke os og sagde en masse på swahilli. Vi var åbenbart gået helt forkert, haha. Vi blev derefter fulgt det rigtige sted hen, og fik set filmen! På vejen hjem tog vi en bajaj. Der var det blevet mørkt, så vi blev kørt helt hjem. Vi holdte i lyskrydset i en eeeeevighed pga alt den trafik, men kom endelig derfra efter noget der lignede 10 minutter.. Det er altså lang tid at “holde for rødt”.

Torsdag den 9. oktober var vi som sædvanlig på børnehjemmet. Den mindste af børnene (christian på 8. mdr.) kunne vi høre græde da vi kom. Det viste sig at han sad på jorden ovre blandt gederne, i deres tis og lort. Vi tog ham op og så sad han lidt hos os, hvorefter vi så finder en gedelort inde i munden på ham. Puha! Virkelig et tegn på at de lever så forfærdeligt.. Hvor længe mon han havde siddet der, hvis ikke vi var kommet? Og hvor meget gedelort havde han mon spist? Denne morgen fik børnene en lille pakke kiks til morgenmad. Det får de tit. Så henter de et lille krus med noget vand i og dypper dem deri (sikke en sund og mættende morgenmad… Nej..) Om eftermiddagen havde Projects abroad lavet et arrangement for alle volontører som arbejder på børnehjem rundt omkring. Vi skulle alle mødes på vores børnehjem kl 16 hvor der også kom en lærer. Hun havde nogle kopier med, med forskellige sange på både swahili og engelsk, som vi skulle synge sammen med børnene. Det var sjovt nok, men børnene er slet ikke vokset op med sådan noget. De kender slet ikke til at sidde i en rundkreds og synge en sang sammen og alle sammen sprang rundt og løb deres vej. Men vi prøvede at få det bedste ud af det.. Lad os håbe de nød det alligevel og lærte bare en lille smule. Det skal så siges at der så heller ikke blevet taget noget som helst hensyn! Lige ved siden af sad der en mand og hamrede løs på noget træ og de store gik bare rundt omkring og nogle råbte frem og tilbage. De er så højlydte hernede og ingen tænkte på at være stille, så børnene kunne koncentrere sig om sangene. Men sådan er det altså hernede..

Fredag den 10. oktober. Der var ikke så mange børn på børnehjemmet, da mange er i skole den tid hvor vi er der. For nogle dage siden havde vi set en fodbold på børnehjemmet og spurgte så om de stadig havde den. Det vidste sig at den lå gemt inde i sovesalen, som om den ikke måtte leges med. Men vi tog den ud og prøvede at spille lidt fodbold med dem. Men det varede ikke mere end 5 minutter. De er meget svære at være sammen med. Det er svært at forklare, men de er slet ikke vant til at lege sammen, spille sammen, og hygge sig sammen, på samme måde som vi er i Danmark, så det er lidt en udfordring. De tuller bare alene rundt og har nogle gange et lille stykke legetøj som de hurtig putter i lommen. Vi har lært at sige “nej” og “stop” på swahilli, hvilket nærmest er nødvendigt. De slår og niver hinanden konstant, så vi prøver at opdrage en lille smule på dem, selvom vi selvfølgelig ikke kan ændre deres opdragelse fuldstændig på 4 uger.. Når vi går hjem fra arbejde, ligger der en masse boder ned langs vejen som vi tit kigger ind i. Der er helt vild mange flotte afrikanske ting og de gør alt for at vi skal komme ind i lige netop deres butik, selvom de næsten alle sammen sælger det samme. Om eftermiddagen valgte vi at tage ind til et slags marked, som ligger et stykke fra hvor vi bor. Der var så meget trafik, så det tog lang tid at komme derhen. Trafikken er generelt sindsyg.. Man holder for “rødt”/den politibetjent som står ude midt i det hele, i heeelt vild lang tid og så dytter alle sammen konstant fordi der er så meget kø. Der var også en dag hvor folk begyndte at køre begge veje rundt i en rundkørsel. Det er alt for vildt.. Boderne stod tæt på markedet og der var mennesker over alt. Det var faktisk ikke sjovt at være derinde, fordi de mørke mænd både tog fat i ens hånd og hev en i armen når man gik forbi. Og ALLE siger hej til os! Det er så trættende sidst på dagen, haha. Da vi ville tilbage, var der ikke rigtig en bajaj vi kunne komme med, kun en enkel som forlangte alt for mange penge, så vi begyndte bare at gå hjemad, hvilket var en lang tur. Da vi endelig kom hen til Mlimani City, hvor vi kunne tage en Bajaj hjem fra, sagde Mette: “Det ligner godt nok Jim Lyngvild ham der”. I næsten samme øjeblik kom der en hvid man bagfra som spurgte om vi var danskere, hvilket vi selvfølgelig var. Han introducerede os for de 2 andre foran (hvor den ene lignede Jim Lyngvild på en prik), og overraskende nok, så var det fanme ham! Kæft det var sjovt. Vi fik hilst på Jim Lyngvild og de andre – så sært. Og hvad er chancen for at vi møder en dansk kendt mand i Dar es Salaam? Så bliver verden ligepludselig lille! Da dagen var omme havde vi gået over 14 km, hvilket er rimelig langt i den varme + når det er på deres hullede og dårlige veje. Om aftenen kom pigen Mariela hjem fra den skole hun går på, så hende fik vi hilst på. Hun har to veninder med hjem og de tre skal være her den næste uges tid.

Lørdag den 11. oktober mødtes vi med alle de andre volontører kl 11. Vi skulle nemlig ud på den samme ø, som vi var på den første weekend. Vi sejlede derud med en lille båd og lå på stranden. Der er SÅ flot og vandet er virkelig lækkert. Desværre var der overskyet næsten hele dagen og på et tidspunkt begyndte det at regne, hvilket var ret ærgerligt.. Kl 16.30 sejlede vi tilbage og blev kørt hen til noget der hedder Cape Town Fish Market. Det var virkelig et flot og meget fint sted, hvor der også var en del andre hvide mennesker. Restauranten lå ud over vandet og vi kunne lige nå at se solnedgangen. De fleste skulle have sushi, men vi valgte at få en Burger i stedet. Hertil fik vi også en helt vild lækker strawberry daiquiri. Mmm, det var god! Især kødet, da det virkelig er sjældent vi får kød hos familien. Der var fx en dag hvor vi fik kylling, men det eneste der var til os var ét stykke til hver, på størrelse med en 5-krone.. Vi blev kørt helt hjem og gik egentlig i seng med det samme. Vi går for det meste i seng omkring kl 21, fordi vi er så trætte og udmattede, selvom vi egentlig ikke laver noget fysisk hårdt.

Igår søndag den 12. oktober havde vi egentlig ikke planlagt noget. Martha og Ruby (moren og faren) skulle til bryllup, og Ruben og de tre piger skulle i kirke. Og vi blev ikke inviteret med til noget, hvilket vi egentlig havde håbet på. Vi valgte derfor at tage ind i centeret for at kigge lidt i butikker og kiggede også lidt i boderne på vej hjem. Da vi kom hjem, fik vi frokost. Der blev serveret ris med kanel på og kartofler nede i. Mærkelig sammensætning. Men vi er ved at vænne os til, at der kan dukke mærkelige ting op og det smagte okay.. Der er ikke så meget andet at gøre, end bare at spise hvad de serverer. Vi lagde os derefter ud i solen og lå der et par timer. Men vi skal ikke regne med at kan ligge ligeså stille og slappe af. Vi er efterhånden vant til høj lovsang osv. fra kirken ved siden af os, døgnet rundt. Men idag var der sådan noget bøn/jalla jalla i højtalere ude fra gaden oveni! Igen, alt og alle er højlydt her.. Vi troede egentlig Martha og ruby var kommet hjem fra bryllup. Men Martha tog afsted igen ved 17 i fin lang kjole og ruby tog afsted ved 19 tiden. Mærkeligt de ikke tog afsted sammen og mærkeligt at tage til bryllup en søndag aften kl 19. Men sådan er det åbenbart hernede. Deres spisetider er på ingen måder faste, så vi aner aldrig hvornår vi får noget at spise. Og nogle gange spiser de virkelig sent aftensmad, hvilket de gjorde igår. Så vi var hundesulten, da der igen blev serveret ris med kanel (som vi også fik til frokost) kl 20.30.