Onsdag – Soendag

Onsdag den 29. Oktober. Vi stod op lidt i syv, spiste morgenmad og gjorde os klar til at tage på arbejde kl. 8.00, for så passer det nemlig med at vi er på hospitalet 8.45 ca. Vi bestemte os for at tage endnu en dag i Minor (“skadestuen”). Da vi kom derind var der en mærkelig lugt. Vi tror de har været ved at gøre rent derinde. De var allerede i fuld gang med patienterne. Den første var en en und mand, som var fuld. Han havde slået hul i hovedet to steder, i forbindelse med en ulykke i en bajaj. De sagde han skulle have drop i noget tid inden de begyndte at bedøve og sy ham, for bedøvelsen kunne ikke arbejde sammen med alkohol, men alligevel begyndte de lige efter. Han var slet ikke ved bevidsthed, han lå bare helt stille på briksen. Mærkeligt de ikke undersøger hovedet bedre, når han havde slået det så voldsomt… Mange af patienterne er nogle der er der hver dag, for at få renset deres sår. Størstedelen af patienterne er folk der skal have renset deres (ofte) kæmpe sår, have skiftet proteser, eller have syet et sår sammen. Af og til kommer der også andre tilfælde, som fx denne dag hvor en lille pige var stoppet helt op i det ene næsebor. Lægen prøvede først at puste det ud, men det hjalp ikke. Så skulle moren sætte sig på briksen med hende, og holde hende for munden, mens han pustede det ud. Der skulle åbenbart mere til, så moren gik ud og der kom to andre læger som holdte pigen hårdt fast mod briksen, fordi hun skreg og vred sig så meget. Først ville de have Karoline til at holde hende fast mod briksen, men det kunne hun simpelthen ikke få sig selv til.. De stak nogle instrumenter op i næsen på hende, for at få det ud. De fik sådan nogle små hvide stykker ud med blod på, som virkelig lignede brusk/knogle, men de kunne ikke finde ud af hvad det var. Efter lang tid fik de hevet en kæmpe bønne ud, på størrelse med en mandel. Heldigvis var det “bare” en bønne.. Hun var så udmattet af at græde, at hun faldt i søvn lige efter. En af de andre volontører havde en ballon med, som hun fik, og så kom hun ud til sin mor. Ofte er det behandlingen af patienterne der er hårdest at se.. De skriger så tit – hvilket er forståeligt når bedøvelsen er blandet op med vand hernede. Der er 3 stadier af bedøvelse. 1. stadie er smertestillende som fx panodiler. Så er der 2. stadie, og 3. stadie som er fx morfin. Når vi i Danmark bruger 2. stadie bruger de ingenting hernede, og når vi i Danmark bruger 3. stadie, bruger de kun 2. stadie. Det er lidt vildt at tænke på.. Og forståeligt at de tit skriger sådan.. Derudover er det sjældent at børnene må få deres forældre med ind. Den anden dag var der en dreng på ca 8 år, som havde en kæmpe finger, som der var betændelse i. Han var helt alene og sad bare i et hjørne indtil de sagde hvad han skulle. Han vidste slet ikke hvor han skulle gøre af sig selv, oveni at han havde så ondt. Her er sproget et kæmpe problem. Det er de færreste af patienterne der snakker engelsk, så til tider er det svært for os at hjælpe dem. For det meste hjælper vi med at assistere lægerne, i form af at finde vat, plaster, forbinding eller gøre bedøvelsen klar. Nogle gange renser vi også sårene, tager forbindingen af og nyt på og gør briksen klar til næste patient. Ellers kigger vi bare på hvad lægerne gør, hvilket vi også lærer helt vild meget af. Tit siger de til os at vi skal være hurtigere og at tingene skal gøres meget hurtigere, fordi der er mange patienter udenfor. Det er lidt svært, når det hele er så nyt og man aldrig har prøvet det før. Men vi er ved at vende os til at den næste patient nærmest sidder på briksen, inden den anden når at komme ned og få sko på. Der er slet ikke tid til en snak mellem lægen og patienten. Vi tog hjem ca. kl. 12. På vores vej hjem fra hospitalet, hen mod busstationen, har vi et par gange set nogle køre med en kiste. Det fungerer sådan at de bruger en slags lille lastbil med et lad bagpå, hvor kisten så står. Så sidder der mennesker rundt på kanten af ladet, og så er der et kors for enden. Hold da lige op for ligkørsel, hva? Vi brugte eftermiddagen i solen ude i haven og kl. 17.15 tog vi en bajaj til Cape Town Fish Market, en restaurant hvor vi før har været. Der var tre volontører som skulle rejse hjem i weekenden, så det var egentlig pga. dem at vi tog ud for at spise. Vi var de første der kom, så vi bestilte en strawberry daiquiri mens vi ventede. 19,50 kr for en stor drink, er lige til at overkomme! Da de andre kom, bestilte vi mad og vi vi fik en tortilla-pandekage med grøntsager og kylling og en salat ved siden af. Det var helt vild lækkert – og igen noget andet end ris og bønner! Omkring kl. 9 er det altså bare sengetid for os! Vi er så trætte den tid, så vi tog en bajaj hjem. Hele dagen havde der ikke været strøm, så vi håbede på det var kommet igen, da vi kom hjem – hvilket det så ikke var. Men så heldige som vi var, kom det 5 minutter efter vi var trådt ind af døren. Dejligt! Så kunne vi få strøm på mobilerne og have blæseren til af køre om natten.

Torsdag den 30. oktober. De andre volontører ville tilbringe dagen ude på en ø, for at ligge på stranden. Mest for at være sammen med de volontører som skulle hjemad. Vi synes det var alt for dyrt at tage derud, og bestemte os derfor at vi også ville have en fridag, men bare være hjemme en hel dag i stedet. Vi sov “længe”, spiste morgenmad og lagde os ud i haven, for at tage sol. Selvfølgelig blev det overskyet og det begyndte at småregne. Typisk, for hvad skulle vi så lave? Vi lagde os ind på hver vores seng og faldt begge lige pludselig i søvn og sov 1,5 times tid. Solen var heldigvis kommet frem da vi vågnede, så der tilbragte vi hele eftermiddagen. Vi håbede lidt på noget lækkert til frokost, men det var ikke lige i dag hvert fald! Der blev serveret en plastikbøtte med kogte kartofler liggende i noget sovs/vand – som det eneste! Hvem gider spise det? Heldigvis havde Karolines mor sendt rugbrød, makrel og mayonaise med posten tidligere på ugen, så det tog vi i stedet! Vi glæder os SÅ meget til at komme hjem og SELV bestemme hvad vi spiser og hvornår vi spiser! Sidst på eftermiddagen tog vi ind til centeret for at hæve penge. På vejen hjem kiggede vi i de afrikanske boder og købte små gaver til dem derhjemme, hvilket er helt vild hyggeligt.

Fredag den 31. oktober var endnu en arbejdsdag på hospitalet. Vi havde ikke bestemt os for hvilken afdeling vi ville på, men da mange af de andre volontører tog på Minor (“skadestuen”), valgte vi at gå i Labour (fødegangen) i stedet for. Der var en del fødende kvinder denne dag. Lige da vi kom var der en kvinde der havde født lige midt på gulvet. Hun var på vej hen mod en seng, men på vej derhen kom barnet ud, så der lå hun da vi kom. Der var blod ud over gulvet, hvilket der skulle gøres rent efter. Der var også en 19-årig meget tynd pige som fødte. Uforståeligt hun kunne føde et barn, men det kunne hun så. Alle kvinderne er helt alene inde for at føde, der er ingen der har deres mand eller kæreste med. Så de står for det hele selv og har ingen til at hjælpe dem eller være hos dem. Og når de har født, får de lov til at ligge lidt tid på sengen, men så skal de også gå derfra. Og det er på gåben derfra, med taske og barn på armen. Også selvom de lige har født og nogle lige er blevet syet sammen. Vi prøvede begge hver især at få overrakt et barn, som lige var kommet ud. Så skulle vi så gøre babyen ren, veje barnet og pakke den ind i et tørklæde og derefter sætte et stykke tape på, hvor vi skulle skrive navn, køn og vægt. Herefter kunne vi så overrække babyen til moren. Vi tog hjem ved 12 tiden og rundede centeret på vejen hjem, for at få vekslet nogle af vores penge til dollars (hvilket vi skal bruge på Zanzibar). Denne dag til frokost fik vi ris og noget sovs, med ét stykke kylling til hver, som altså er på størrelse med en 5’er! Heldigvis var aftensmaden okay den dag.. Om aftenen skulle Martha og Ruby (moren og faren) til Halloween fest. Denne aften var vi så heldige at der var sat kage frem til os. Hvor heldig har man lige love at være? Haha. Det er første gang vi har fået noget ud over de almindelige tre måltider i løbet af en dag. Uha så heldig! Så vi lavede en kop te til kagen og satte os til at se en film i stuen. Men efter noget tid kom Ruben (drengen) hjem og satte sig i sofaen. Han sukkede hele tiden og kunne ikke sidde stille. Tydeligvis et tegn på at han synes filmen var kedelig og meget hellere ville se Disney Channel. Det er altså svært at dele fjernbetjening med en dreng på 8 år! Vi endte med at overgive os og gik over i seng, haha. Ingen af os kunne falde i søvn den aften. Vi lå i 1,5-2 timer og vendte og drejede os og svedte helt vild. Og ikke nok med det, så begyndte de at spille høj julemusik ovre fra den store kirke, som ligger bag huset. Det er nu meget hyggeligt med julemusik, men ikke når man er i Afrika med 30 grader og prøver på at sove! Men det endte da med at vi faldt i søvn rundt midnat..

Lørdag den 1. november. Vi havde sagt ja til tage med nogle af de andre volontører ud til en strand der hedder Kipepeo Beach Village, hvor vi også tilbragte lørdag i sidste weekend. Denne gang skulle vi så overnatte til søndag. Selvom der er langt dertil koster det næsten ingenting med transport. Vi betaler hver i alt 3 kr, hvilket er kørsel i to forskellige busser + at komme med en færge. Når vi så kommer over på den anden side, betaler vi 7 kr hver, for at blive kørt hen til stranden af en bajaj. Det er lige til at overkomme! Vi skulle betale 14 dollars eller 22.000 shillings hver for at overnatte. Det er omkring 80 kr. Der var desværre en del skyer og overskyet meget af dagen. I løbet af dagen fik vi en milkshake og toast og pommes frites til frokost, hvilket smagte ganske udemærket, men igen er vildt usundt.. Da det blev aften fik vi nøglerne, til det som vi troede var vores værelse. Det viste sig så, at være langt fra et værelse, som vi havde forestillet os! Vi skulle derimod bo i små hytter lavet af træ og strå, der lignede legehuse. De var slet ikke lukket helt til, så man sov nærmere udendørs end indendørs. Og så var der insekter over det hele. Heldigvis var der myggenet over sengene, men føj for at skulle sove der! Det var næsten lige så slemt som da vi var på safari. Man skulle bo tre personer sammen, så vi boede med en pige på vores alder som hedder Celina og er fra København – helt vild sød! Der var ingen af os der magtede at bo i det lortehus, som vi havde givet så mange penge for, og især ikke når man kunne komme frem og tilbage så billigt. Vi besluttede os for at gå til receptionen og bildte dem ind at der var sket noget derhjemme, så vi blev nødt til at tage hjem og om det derfor var muligt at få pengene tilbage. Haha. Den gik desværre ikke.. Øv, nå men, så var der jo ikke andet end bare at bide det i sig og lege spejder for en weekend! Bruserne var virkelig ulækre og der lugtede helt vild, men vi fik skyllet sandet af, droppede at vaske håret, og fik tøj på. Vi spiste alle sammen sammen ved 19 tiden, hvor vi fik burger med kylling og pommes frites. Ved 21.30 tiden gik vi op til hytten. Vi børstede tænder med en vandflaske ved siden af, fordi vi ikke vidste hvad det var for noget vand der var i vandhanerne. Madraserne og lagnerne i sengene var helt fugtige – ikke så mærkeligt når husene var halvt åbne. Føj! Vi kom i seng og kunne ligge og høre havet. Vi faldt heldigvis i søvn og kom helskindet gennem natten, selvom vi følte det nærmest var en overlevelsestur!

Søndag den 1. november. Præcis 2 uger til vi sidder i flyet på vej hjem til Danmark. Vi glæder os helt vild, men alligevel vil vi gerne have de sidste oplevelser med! Vi vågnede i den lille hytte ved 7 tiden. Kl 8 åbnede køkkenet, til at man kunne bestille morgenmad. (Først troede vi egentlig morgenmaden var med i prisen, men det var den så ikke. Endnu mere øv at give så mange penge for noget så ringe). Til morgenmad bestilte vi en frugttallerken, Mette yoghurt og Karoline æg. Det var ikke alverdens, men bedre end ingenting. Igen var der en del overskyet hele dagen, hvilket betød vi allerede tog hjemad ved 15 tiden. Det var helt skønt at komme hjem til huset igen! Vi nød at få vasket håret og tanken om at sove i noget, vi ved der er mere tæt var så god! Vi havde ikke troet vi på noget tidspunkt skulle savne vores værelse hernede, men det har vi også prøvet nu! Faren havde besøg af hans fætter og en anden mand, og de sad i stuen. Så efter et bad, var vi bare på værelset og fik pakket ud. Kl 19.30 var der aftensmad. Der var blevet sat forskellige slags opvarmede rester frem. Madpandekager, tørre pommes frites, den sædvanlige sovs med ærter, spinat, og så var der ris. Men i aften havde risen alle mulige forskellige farver, lige fra grøn til pink. Mærkelig! Men det smagte helt normalt. Selvom familien havde gæster, tog faren og de to mænd bare noget mad på en tallerken hver og satte sig ind i stuen og moren fik slet ingenting.. Det er altså lidt sært. Vi gik bare i seng, og nød vores “egen” seng hernede.