Mandag – Torsdag

Mandag den 3 november tog vi på hospitalet til kl. 09.00 og havde endnu ikke besluttet os for, hvilken afdeling vi ville være på denne dag. De andre voluntører har sagt, at der egentlig kun er to spændende steder, som er Minor (“skadestuen”) og Labour (fødegangen), og disse to ovennævnte afdelinger havde vi jo allerede været på. Vi besluttede os derfor, at vi ville tage på børneafdelingen, sammen med 3 andre voluntører. Vi havde godt nok allerede hørt fra de andre, at man ikke var til nogen nytte på børneafdelingen, og at det meste snak foregik på swahili, men alligevel ville vi prøve det. Da vi kom derind var der en helt masse senge, med et blåt myggenet over dem alle. Det var ene små børn i alderen 0-4 år, som var indlagt sammen med deres mødre. Der var mange forskellige diagnoser på afdelingen. Nogle havde sygdomme, som f.eks. malaria, mens andre havde kæmpe brandmærker, sår og lignende på kroppen. Der var overraskende mange læger på denne afdelingen, men det var som om, at de ikke behandlede børnene. I stedet for gik alle lægerne rundt med et stykke papir, hvor de skrev, hvordan barnet havde det. Når lægen skulle tage barnets puls, så brugte de deres egen mobiltelefon til at tage tid med, og så selv tælle pulsslagene i minuttet. Der var også en lille dreng, som havde et kæmpe brandsår på hans numse. Da lægerne skulle nedkøle såret, bar de ham nøgen ud bagved, hvor de satte ham i en stor balje. Nogle læger prøvede at forklare os, hvad de forskellige børn fejlede, og hvad de gjorde ved det, men det var ikke alt der var lige nemt at forstå, idet det meste foregår på et dårligt engelsk sprog, hvor der er indblandet nogle ord på swahili. Det var begrænset hvor lang tid vi var på denne afdeling, men nu havde vi så set det der skulle ses. Vi havde før snakket om, at vi skulle ind og se ligrummet på hospitalet, så det besluttede vi os for, at vi ville gøre efterfølgende. Vi spurgte en læge, om han ville vise os rummet, og lægerne hernede vil hellere end gerne vise os voluntører tingene på hospitalet, også selvom at det betyder, at patienterne på venter lidt længere tid.. Vi var omkring 5 voluntører, som skulle se ligrummet for første gang, og vi var en smule nervøse, idet de andre voluntører havde snakket dårligt om det – men hvad kan man også forvente, når man har set hvor klamt og beskidt hele hospitalet er? Da vi kom ind i rummet stank det overdrevet meget, så det var meget heldigt, at vi havde taget masker for munden, selvom det nu ikke tog hele lugten. På gulvet lå der døde mennesker overalt, som blot havde et blodigt lagen over sig. Alle ligene havde et stykke papir sat i deres buksekant, så man kunne se hvem der var hvem. Inde i et andet rum var der en masse køleskabe, hvor der også lå lig inden i. Manden der arbejdede i ligrummet, åbnede en af dørerne ind til et af ligene, hvorefter vi fik det klammeste syn. Inde i “køleskabet” lagde der en ung mand, som var ved at rådne op. Man kunne se, at han ingen øjne havde tilbage, idet der var et hul ind i øjnene, og hans hud var fuld af hvide pletter, som var forrådnelse. Når sorte mennesker dør, så bliver de mørkere i huden, hvor vi hvide mennesker bliver blegere. Det var ikke lang tid vi var derinde, men nu havde vi også set det, puha! Godt det ikke er os der skal arbejde sådan et sted! Efterfølgende tog vi hjem og spiste frokost. Efter frokosten lagde vi os ud i solen i en time eller to, hvor vi gik ind i bad. Vi havde besluttet os for, at vi ville tage i biografen om aftenen, idet det kun koster 6.000 shillings(21 danske kroner) at komme i biografen om mandagen, hvilket er ret billigt. De sender dog mest actions film hernede, så vi havde valgt at vi ville se Ninja Turtles. Hernede har de nogle specielle popcorn, som er med karamel, og dem havde vi sat hovedet op efter at smage denne aften, men selvfølgelig var de udsolgt, og de får dem først i december måned – typisk! Men vi havde taget et par slikkepinde med i vores bæltetasker, selvom man ikke selv må have slik med ind. Filmen stod til at gå igang kl. 17.30, men der er altid en halv times forfilm og reklamer, så klokken var først omkring kl. 18.00, da filmen gik igang. Det var en sjov og god film, som sluttede ca. kl. 19.30. Bagefter tog vi en Bajaj helt hjem, hvor der stod aftensmad klar, hvor vi efterfølgende gik i seng.

Tirsdag den 6. November. Ganske almindelig arbejdsdag på hospitalet, hvor vi tog hjemmefra ved 8 tiden. Vi valgte at tage på operationsstuen, hvor vi var med til to forskellige kejsersnit. Det første kejsersnit gik vildt hurtig og de var færdige i løbet af 10 minutter. Det andet tog noget længere tid. Vi har efterhånden vænnet os til alt det “drabelige” med blod overalt. Men noget vi ikke vænner os til, er behandlingen af patienterne. Den ene kvinde som skulle have lavet et kejsersnit kom selv gående ind med bare tæer på det beskidte gulv og skulle så selv kravle op på briksen, uden hun fik hjælp af nogen. Den anden kvinde blev kørt ind på en båre, og skulle også selv kravle over på briksen. Så sidder de der helt nøgne, mens der står 10 mennesker og kigger på (der er så mange forskellige som kommer og går igennem operationsstuen hele tiden). Så får de lavet en rygmarvsbedøvelse, og lige efter hiver sygeplejersken hende ned mod briksen bagfra, uden at sige noget til hende eller noget som helst. På et tidspunkt slog sygeplejersken også en af kvinderne på armen.. Måske lyder det ikke så vildt, men det er frygteligt at se på.. De har ingen respekt overfor patienterne og der findes ingen form for samtale mellem lægen, sygeplejersken og patienten. Og patienten bliver aldrig informeret om hvad der sker/kommer til at ske.. Puha, godt man ikke skal behandles i Afrika! Der er et lille rum til operationsstuen, hvor der er en madras på gulvet. Her ligger nogle af lægerne sig nogle gange ind og ligger så der inde og hører musik eller lign. med døren åben, men der bliver opereret lige ude på den anden side! En af lægerne har også før haft sin telefon til at spille musik, mens han opererede. Og hvis deres telefon ringer midt under operationen, så tager de den og snakker! Utrolig respektløs over for patienten, som ofte kun er i lokalbedøvelse og altså derfor kan følge med i hvad der foregår! Nå men de to operationer forløb som de skulle. Der er to operationsstuer, og vi kiggede hurtig inde ved siden af. Der havde en kvinde fået fjernet en kæmpe syste i maven, men hun var lige blevet færdig, da vi kom, så vi nåede kun at se selve systen liggende tilbage på et rullebord. Vi tog hjem ved middagstid. Næsten hver gang vi går frem og tilbage til hospitalet er der en mand som løber efter os, når han ser os. Så følger han efter os et godt stykke vej og går ved siden af os og fabler løs på swahili. Vi fatter ikke en brik af det og han er så langt væk på stoffer. Vi har fået af vide af vores kontaktperson hos Projects Abroad at vi ikke skal tage os af det, fordi han er påvirket. Så vi skal bare ignore ham, selvom det er lidt svært når en ulækker mand med beskidt og ødelagt tøj og ingen tænder i munden, kommer og hiver fat i en! Puha han er ulækker.. Til frokost blev der serveret bananer i sovs, hvilket vi synes er så ulækkert! Det nægtede vi at spise og sagde det til hushjælperne. Vi tog derfor et stykke brød med tomater, selvom de kiggede rimelig meget på os. Vi havde ingen planer for eftermiddagen, så vi lagde os ud i haven og slappede af. Vi er fuldstændig terpet for energi når vi kommer hjem. Det er så lang en gåtur, og de 30 grader, ujævne veje, sindssyg trafik og ALLE der siger Hej til en, gør det ikke bedre! Så det er dejligt at komme hjem og slappe af om eftermiddagen. 50 meter væk fra huset ligger der en lille bod. Vi gik derover og købte en vandmelon (til 5 kr. Mega billigt!). Men mange af vandmelonerne hernede er næsten helt hvide indeni, hvilket vores selvfølgelig også var! Typisk. Vi tog et bad og læste lidt inden der var aftensmad.

Onsdag den 5 november havde vi besluttet os for, at ville ville være på operationsstuen igen. Vi havde hørt, at der ville være et par operationer denne dag, og vi ville gerne se nogle andre operationer, end kejsersnit. Da vi kom ind på stuen var de i fuld gang med at operere en kvinde forneden. Kvinden var spændt virkelig voldsomt op, med begge ben sat fast i en rem – det lignede nærmest noget fra en gyserfilm.. Vi vidste ikke hvorfor de opererede hende, men de tog alt muligt ud af hende. Næste operation var så et kejsersnit igen. Det var en lidt ond læge, som skulle behøve den gravide kvinde, og derfor slog hun hende, når hun sagde, at hun skulle ligge sig ned eller lignende – slet ikke acceptabelt at se på, men man kan desværre ikke gøre så meget, end at vende sig om. Dette kejsersnit var et ganske normalt kejsersnit, hvor barnet var en pige. Med det samme barnet var ude, tog en læge barnet hen til moderen, for at vise kønnet. Det gør man altid hernede, fordi de fleste kun vil have drenge, idet de kan få flere jobs, i forhold til pigerne. Hvis man ikke viste kønnet på det nyfødte barn, så kunne moderen sige, at det ikke var hendes barn, idet hun skulle have født en dreng – ret vildt! Vi tog hjem omkring middag, hvor vi ventede på frokost i lidt over halvanden time… Da frokosten endelig var blevet serveret, så var det bare et fad med promfritter, der stod klar til os… Øv altså! Vi gad godt at vide, om forældrene i huset er klar over, at vi får serveret så lidt og så dårlig mad? Efter vi havde fået klemt de friturestegte promfritter ned, lagde vi os ud i solen en times tid. Kl. 16.00 skulle vi mødes på Projects Abroad kontoret, for at høre et oplæg om hospitalet og den slags. Vi var der nok 10 minutter før vi rigtig skulle, idet det er normalt i Danmark. Dem der skulle fortælle oplægget var 10 minutter forsinket, og ham der havde sørget for at arrangere dette oplæg var 20 minutter forsinket. Der kiggede vi også bare på hinanden og tænkte, at det kan man bare ikke? Men igen, sådan er den afrikanske tid, og man behøver ikke at sige undskyld, hvis man kommer så meget for sent. Det vænner vi os nok aldrig til hernede, og nu er der også kun en uge til, at vi skal hjem til dejlige Danmark, som vi savner rigtig meget! Det var et fint oplæg, som blev fortalt af to læger på hospitalet. Efter arrangementet tog vi hjem i bad, og ventede på aftensmad. Da vi havde siddet i stuen lidt tid, kom moren hjem og spurgte hvordan vi havde det, som hun altid gør. Gad vide hvor meget det rører hende? Efter hun havde spurgt ind til os, beskyldte hun os for at have spist de sidste cashew nødder, hvilket vi ikke havde gjort. Endnu en gang tror hun kun godt om de to hushjælpere, og hun kunne aldrig finde på at beskylde dem for det, så det fik vi skæld ud for… Det er bare endnu en ting som gør, at vi glæder os til at komme på Zanzibar i morgen, eller til at komme helt hjem, så vi kommer væk fra denne familie. Efter aftensmaden havde vi ikke lyst til at være under samme tag som moren, så vi gik over på vores værelse og læste bøger, hvor vi efterfølgende faldt i søvn.

Idag torsdag den 6 november har vi vaeret til outreach paa en skolen, naer hospitalet. Vi skulle tjekke hvordan boernene havde det, og skrive ned paa et stykke papir, hvis de havde daarlige taender, saar paa kroppen og den slags. Det var meget sjovt at proeve noget nyt, selvom det ikke tog lang tid. Det nu ventetiden der tog laengere tid, men det kommer jo ikke som nogen overraskelse. Boernene var meget glade for at faa taget billeder sammen med os, som I kan se paa de nedenstaende billeder. I morgen tager vi som tidligere naevnt til Zanzibar, som vi glaeder os meget til! Vi tager ca. hjemmefra kl. 07.00 om morgenen, da vi skal naa en faerge kl. 09.30 et stykke laengere vaek. Vi skriver nok foerst paa bloggen igen paa tirsdag eller onsdag, naar vi er kommet hjem igen. Ha’ det godt saa laenge, og nu er der jo ikke mere end en halvanden uge til, at vi kommer hjem til Danmark – jubii! Vi glaeder os saa meget!!