Zanzibar

Fredag den 7. november – onsdag den 12. november. Vi har haft nogle skønne dage på Zanzibar! Fredag morgen tog vi afsted hjemmefra allerede 06.45, fordi Martha (moren) sagde at der var meget trafik om fredagen, så vi skulle afsted i ekstra god tid. Og det skal vi da lige love for, at hun havde ret i! Vi gik hen til busstoppestedet, tog en dalla-dalla ind til Makumbusho (busstationen) og skulle så med en ny bus derfra og ind til et stoppested helt ind i storbyen, som hedder Posta. Der var så meget trafik ind mod Posta og så mange mennesker overalt. Heldigvis fik vi en siddeplads i bussen, så vi ikke skulle stå op og vælte rundt. Vi holdte stille i heeeelt vild lang tid af gangen og tiden gik.. Og vi skulle altså nå en færge kl. 9.30, have købt billetter inden + være der en time før afgang. Heldigvis kom vi frem 8.20 og vi småløb hen mod havnen, uden egentlig rigtig at vide hvor vi skulle hen ad. Heldigvis stod der en mand, som viste os hen til stedet hvor man kunne købe billetter til færgen. Vi fik købt billetter og fik også ordnet billetter til hjemturen også. Det hele var lidt forvirrende og stressende og uden egentlig at tænke over det, gav vi manden vores penge og ID og så forsvandt han. Han kom heldigvis tilbage og der var styr på det! Vi blev vist hen til færgen og vi nåede det! Færgeturen tog ca. 1,5 time og da vi kom frem vidste vi ikke rigtig hvor vi skulle gå hen, så vi fulgte bare med mængden. Pludselig blev vi holdt ind af en vagt, som ville se vores pas. Øøøh vores pas?! Vi forklarede ham at den havde vi ikke med og at den lagde hjemme ved vores host-familie i Dar es Salaam. Vi havde begge vores kørekort med som id, men havde da ikke tænkt på at tage vores pas med. Vi skulle jo ikke rejse ud af Tanzania, men bare over til en ø, som er en del af Tanzania? Der kom flere vagter og vi blev ført ind på et kontor hvor vi skulle vente. Så kom der en mega stor og bestemt kvinde ud i noget tøj der lignede politiuniform. Hun var gnaven og hun blev ved med at spørge hvorfor vi ikke havde vores pas med. Vi prøvede at forklare os ud af det, men hun stod bare og kiggede mega surt på os. Vi følte os helt kriminelle og anede ikke hvad vi skulle gøre! Så blev vi ført ind til en mand i et andet rum som sad ved et skrivebord. Han begyndte at sige at vi skulle betale, og hende vagten snakkede om at vi skulle tilbage til Dar es Salaam. Årh noget rod! Vi havde hverken penge nok til at betale os ud af det og vi magtede ikke at skulle tilbage til Dar es Salaam. Vi ville bare til Zanzibar og slappe af på stranden! Vi prøvede igen at forklare dem at vi var frivillige som arbejdede på et hospital i Dar es Salaam og at vi havde glemt vores pas ved vores familie. Så begyndte de at spørge om vi overhovedet havde betalt for at komme til Tanzania og om det var igennem en organisation. Årh hvor var de irriterende og vi anede stadig ikke hvad vi skulle gøre. De ville overhovedet ikke arbejde sammen og var virkelig sure. Pludselig kom der en afrikansk kvinde som kaldte “Mette” og det viste sig at være hende Anna som ejede det Bed and Breakfast hvor vi skulle bo. Vi havde aftalt med hende at hun skulle hente os ved færgen og hun kunne ikke forstå hvor vi blev af. Hun fik forklaret vagterne hele situationen og det endte med at vi skulle udfylde nogle papirer og skrive under på at vi undskyldte mange gange for at have glemt vores pas (mærkeligt.. Men jaja, hvis det var dét der skulle til for at vi kunne blive). Vi fik hver et stykke papir, som skulle være vores “pas” mens vi var på Zanzibar. Hvor heldigt at hun kom og hjalp os! Ellers turde vi slet ikke tænke på hvad der ellers var sket. Hun forklarede at hun altid havde sit pas på sig, ligegyldig hvor hun skulle hen, fordi de altid viser det hernede. Det er vi jo slet ikke vant til derhjemme! Nå men så langt så godt! Hende Anna var super sød. Hun præsenterede os for en hvid mand ved navn Frank, som ejede det sted vi skulle bo. Vi satte os i bilen og kørte en times tid. Det var helt dejligt at sidde i en bil igen! Vi blev lidt overraskede over stedet, da vi kom. Det var midt i lokalbefolkningen, hvor vi måske mere havde regnet med et feriested. Men huset var helt vild hyggeligt. Værelset var pænt redt op med blomster på sengen og der hørte et fint badeværelse til. Døren til badeværelset var dog bare et forhæng, men vi er efterhånden ved at være vant til at komme hinanden ved. Og derhjemme er der gennemsigtig glas i døren ind til toilettet, så det kunne vi nemt leve med. Vi fik et glas juice og gik ud mod vandet. Wow for en udsigt! Vi blev mødt af det flotteste vand, med de flotteste blå nuancer og en kridhvid sandstrand. Så lækkert! Ovenpå kunne man sidde og spise, og så var der nogle “senge” man kunne ligge i og kigge ud over vandet. Det var helt vild lækkert! Dagene gik med solbadning på stranden, svømmeture og afslapning med vandet som udsigt. Der var trådløs internet, hvilket var mega lækkert! Hver morgen fik vi frisk frugt, æg, juice, te og brød med nutella. Mmm! Så lækkert i forhold til hjemme hos familien. Og bruseren var med varmt vand og normalt tryk ligesom hjemme i Danmark. Amen det var simpelthen en fornøjelse at gå i bad! Heldigvis kunne man bestille mad til frokost og aftensmad, selvom det kun var en Bed and Breakfast, og det var vi glade for, for vi skulle ikke nyde noget af maden på de lokale restauranter og vidste egentlig heller ikke rigtig hvor vi skulle gå hen ad. Vi fik både pastaretter, frugttallerkner og burger med pommes frites. Det var ganske udemærket, men vi glæder os altså stadig til at komme hjem til dansk mad! Vi var de ENESTE der lå på stranden, hvilket igen nok var pga at stedet var lige midt i lokalbefolkningen. De lokale brugte deres både i vandet til at fiske med og hver formiddag gik kvinderne ude i vandet for at samle tang. Kun et par enkelte gange så vi nogle hvide mennesker som gik forbi på stranden. Vi havde fået af vide, at når man lå på stranden skulle man være bevidst om at der tit kunne komme nogle hen til en for at sælge noget og at man skulle passe på, fordi de kun ville snyde en. Det oplevede vi så kun et par enkelte gange. Men ALLE kiggede på os og alle sagde “Jambo” (som betyder Hej) til os. Børnene var meget nærgående, og hvis man lå med lukkede øjne og åbnede dem, kunne der lige pludselig sidde et lille barn ligé ved siden af ens håndklæde. De gik rundt om os, og kunne godt finde på at sætte sig ved os. De var meget facinerede af os! Vi havde nogle skønne og afslappende dage på Zanzibar. Der var så flot og så lækkert! Prøv at se billederne nedenunder. Er det ikke flot?? Forestil jer så, at det er 10 gange så flot i virkeligheden. Tirsdag morgen skulle vi hjemad igen. Anna (ejeren) skulle et par dage til Dar es Salaam, så det passede med at vi kunne følges med hende. Det var dejligt nok at have hende med, især når vi ikke vidste om vi kunne gå frit igennem til færgen eller der ville komme problemer igennem. Heldigvis gik det hele som det skulle og vi skulle bare aflevere vores midlertidige (og dyrebare) “pas” og så gik vi ellers ombord på færgen. Det styrtregnede, som i VIRKELIG styrtregnede og vi blev ret våde, men fandt os en plads og sejlede så mod Dar es Salaam. Da vi kom over, sagde vi farvel til Anna og var nu tilbage til det kaotiske Tanzania igen. Mennesker overalt! Nu når vi var i bydelen, bestemte vi os for at skulle have frozen yoghurt, så det blev vores frokost, lækkert! Vi tog en dalla-dalla bus hjemad og en bajaj det sidste stykke vej, da vores tasker var ret tunge at bære på. Vi kom hjem, fik pakket ud, vasket lidt tøj og tog et bad (tilbage til bruseren med koldt vand og ingen tryk, øv….). Men det var helt dejligt at komme “hjem” igen. Dog ikke til maden… Nu var vi igen hjemme ved det afrikanske mad, som havde stået det meste af dagen og var helt koldt. Vi fik kolde kartofler med noget sovs til, hvor der var melede ærter og gulerødder i. Føj, det smagte ikke særlig godt.. Godt der kun er 4 dage til vi er hjemme ved dansk mad igen! Vi så lidt af en film i stuen, sagde Hej til Ruben og hans mor da de kom hjem og gik i seng. Idag var vi på hospitalet igen, og i eftermiddag skal vi til et arrangement med de andre volontører, hvor vi skal lære at lave afrikansk mad. Det skal nok blive spændende! Ellers har vi sidste arbejdsdag på hospitalet i morgen og så har vi fredag og lørdag fri, til at ordne de sidste ting og få pakket vores kufferter, for så at sætte kurs mod lufthavnen lørdag til midnat. Vi ses inden længe kolde Danmark!